onsdag den 13. marts 2013

Duatlon


Endeligt hjemme! En lang dag er ved at finde sin afslutning, og aftensmaden kan endeligt indtages inden der skal soves. Dagens to timer i Dyrehaven blev et par meget smukke, men hårde timer. De næste tre uger løber jeg meget forsigtigt, og efter min puls for at undgå at presse kroppen for hårdt. Hvis den skal klare 10-12 timers træning skal det være med moderat intensitet. Så ingen bakkeintervaller eller andet i den stil. Slutteligt blev det til en times badminton med svogeren uden på nogen måde at imponere. Han er heldigvis en høflig mand, og valgte i ren og skær sympati også at spille på det jævne, så jeg ikke kom til at se helt tosset ud. I morgen løber jeg også i to timer, men overvejer at holde mig til asfalt for at slippe for alt for hård belastning. Og for forhåbentligt at undgå at styrte (nåå ja, jeg glemte lige at nævne at jeg tog den på bagdel og albuer på et særligt iset stykke i skoven).
Godt kogt efter et par timer i sneen.

tirsdag den 12. marts 2013

Intet lavet, intet ødelagt


Helt efter planen har jeg ikke foretaget mig noget som helst på løbefronten i dag. Efter et par dages løb i træk kan jeg godt mærke lidt træthed i benene i dag, men ikke noget alvorligt. Hvis de viste hvad der er i vente, havde de nok brokket sig noget mere. Men vigtigst af alt er motivationen i top og jeg glæder mig til at komme ud på en god længere tur i morgen. Jeg har allerede set mig nødsaget til at revidere lidt i ugens program da jeg har fået booket fredag og lørdag så løb ikke kan passes ind. Det betyder at onsdag og torsdages træninger bliver på 2 timer i stedet for 1½, og lørdagens træning springes over, eller blot bliver til ½ time på løbebånd. Det må tiden vise. Men indtil videre glæder jeg mig til 2 timers træning i Dyrehaven i morgen.

mandag den 11. marts 2013

Godt begyndt er halvt fuldendt


Dagens time i Dyrehaven gik nogenlunde som forventet: Det var koldt og det var lidt hårdt (piv, piv). Heldigvis tog haven sig godt ud med fuld sol, om det var vinter- eller forårssol kunne jeg ikke helt vurdere, men fin var den! Det var rart at tage hul på de næste tre ugers strabadser og føle at man nu endeligt er på vej. En ting er planlægning, et andet er at stå derude med løbeskoene på, med følelsen af at gøre en indsats!
I morgen er der ikke tid til træning, allerhøjest lidt mave/ryg øvelser på bolden i stuen. Men det kan selvfølgeligt også være hårdt nok, hvis man gør det til det.

Dagens lækkerbisken består af hele to pakker fra cyberspace. = Nye løbesko, nye løbesokker og energi, direkte import fra de britiske øer. –Løbelir motiverer bare!

søndag den 10. marts 2013

Ingen ultra-men lidt ekstremt


Dagens planlagte 6-timers træningspas blev desværre ikke til noget, men lidt ekstremløb blev det dog til. I hvert fald ekstremt vejr! Et par timers løb i skovene omkring det nu så kendte observatorium ved Brorfelde. Dagens træningspas bragte to delkonklusioner med sig: Den første er en god gammel kending der bare skal op og vende engang imellem: ”Lad være med at spise et tungt måltid (såsom brunch) lige inden et træningspas. Den anden er langt mere alvorlig og kræver øjeblikkelig handling!: Hvis jeg skal nå at føle mig klar til små 60 kilometer i ukendt terræn på Bornholm om en lille måneds tid skal der andre boller på suppen! Dette indebære hård struktureret træning i de næste tre uger, (og meget af den!) ordentlig kost og sidst men ikke mindst nogen at føle dårlig samvittighed overfor hvis ikke dette overholdes. Derfor bliver bloggen den evigt vågende dommer de næste fire uger op til løbet. Det kommer til at foregå således at jeg blogger hver dag med dagens træning, eller mangel på samme, samt en plan over den kommende uges træning.

Næste uges træning kommer derfor til at se således ud:

Mandag: 1 times løb i Dyrehaven. Rimeligt roligt efter søndagens træning
Tirsdag: Fri
Onsdag: 1½ times løb i Dyrehaven, krydret med 5-6 ture op ad Djævlebakken.

Torsdag: 1½ times løb i Dyrehaven, måske lidt bakkeintervaller hvis inspirationen griber mig.

Fredag: Fri

Lørdag: 1½ times roligt løb uden alt for mange bakker.

Søndag: Sydkystmarathon i et tempo der nok bringer mig i mål i lidt over 4 timer.

Alt i alt: ca. 9½ times træning den første uge.

Skødet er skrevet og gælden er min, nu er det bare med at klø på og indfri den!

Slutteligt skal der udtrykkes stor respekt for Niels Høg Henriksen og dem der følger ham trop på dagens 70km træningstur fra Greve til Helsingør! I er simpelthen benhårde!

lørdag den 9. marts 2013

Ingen revolution, bare en stille og rolig fortsættelse


Fra dags dato ophører et halvt års blogpause. Ikke fordi der er sket revolutioner eller fordi jeg har set lyset. Men ene og alene fordi overskuddet så småt er på vej tilbage samtidig med forårssolen og de små forårsblomster rundt omkring i haverne. Lysten til at blogge har ikke været væk, bloggen var desværre bare det første der bliver skåret fra da den intellektuelle livrem skulle spændes. Flytningen, og omstillingen dermed, det nye studie sideløbende med arbejdet og vores lille familie har bare været en mundfuld. Nå ja og naturligvis sporadiske maratonløb rundt omkring på sjælland. Træningen har dog været usammenhængende så jeg bryder ikke lige lydmuren foreløbigt. Men hvad pokker, jeg kan stadigvæk tage ud og løbe nogle hyggelige løb engang imellem på den rest af grundform der er tilbage, og samtidig holde kontakten med alle de andre fantastiske løbetosser ved lige! Det er virkeligt en motivation der kan få mig ud af sengen en snevejrssøndag i Januar, eller hvornår det nu skal være.

I morgen danner endnu et maraton hos Annette Fredskov rammen om årets hidtil længste træningspas. Jeg pakker dette hyggelige arrangement ind i et 6 timers træningspas, der gerne skulle give svar på en del ting i forhold til mit længere løb nemlig Inov-8 Fyr til Fyr den 6 april.

mandag den 17. september 2012

Skodsborg trailtour


Der er gode marathonløb og så er der dem der er rigtigt gode!
Et af de sidstnævnte oplevede jeg søndag, hvor jeg for 10. gang løb med hos Jerk og Morten i et noget atypisk Skodsborg Marathon. For det første var det ikke på den vanlige rute i Skodsborg, men i og omkring Ermelunden i Klampenborg. Det er der, når jeg tænker over det, ikke noget usædvanligt ved da de to herrer er virkeligt gode til at finde nye spændende ruter rundt omkring i det nordsjællandske. Men en anden ting var rutens beskaffenhed der i dagens anledning bød på trailløb! Dette var for at fejre en af Danmarks sejeste trailløbere Jesper Halvorsens 40 års fødselsdag. Den slags terræn var netop den type jeg har okset igennem i et lille halvt års tid frem imod NordVest100km og lå derfor lige til højrebenet! Jeg blev så grebet af stemningen at jeg tog et par trailsko på som jeg ellers kun havde løbet korte ture i forinden, med ømme lægge til følge. Men det gik super fint, man har jo lov at være heldig.
J

Hele vejen rundt havde jeg fornøjelsen af at følges med Brian Greve-Rasmussen, der i dagens anledning satte farten ned og fulgtes med mig. Vi løb virkelig og hyggede os, nød ruten, naturen og snakkede så meget at vi gentagne gange overså den ellers fint opmærkede rute og var ved at løbe forkert…
Foto: Morten Walter.
Her det stærke startfelt, bestående af en perlerække af maraton-, ultra- og trailspecialister.

I dagens anledning blev depotet bestyret af Helle Andersson der er forsvarende dansk mester i 24 timers løb med 192,812km(!!) og Niels Høg Henriksen der også er en utrolig dygtig og erfaren ultraløber. Så vi var i sandhed i gode kyndige hænder. Alt dette lagt sammen blev det til en af de rigtig gode løbeoplevelser som jeg vil huske i lang lang tid.

For at slå en krølle på mit seneste indlæg så endte mit fyraftensultra med at blive et fyraftensmarathon + det løse. Jeg fik ikke rigtigt spist noget efter morgenmaden, og da jeg først løb kl. 11 opdagede jeg efter 30km at jeg var totalt udbrændt. Jeg løb videre og tankede lidt op, men valgte alligevel at udsætte den helt lange tur til en anden dag, hvor sådan en nybegynderfejl ikke ødelægger showet. Det gode ved den type løb er jo at det kan besluttes fra den ene dag til den anden, og at det bare er at smide rygsækken på ryggen, løbeskoene på fødderne og så ellers bare af sted ud af døren. Så enkelt er løb, og det er i min verden noget af det, der gør det så smukt!

torsdag den 13. september 2012

Fyraftensultra fra Hellerup til Ugerløse


For første gang i flere år har alt løberelateret været lagt fuldstændigt på is i en lang periode. Arbejde, nyt studie og flytning med alt hvad dertil hører har simpelthen krævet al den tid og energi der har kunnet opstøves. Det eneste jeg har haft overskud til har været nogle enkelte maratonløb, deriblandt min anden double. Men ingen træning er det blevet til den sidste måneds tid og det går jo ikke!

Siden vi flyttede ud fra storbyen har tanken spøgt om at løbe hjem fra arbejde en dag - en tur på små 65km. Og hvis dette projekt skulle føres ud i livet i 2012 så var det ved at være på høje tid. Ingen mørke landeveje med hurtigt farende biler og mig på trætte ben tak! Så derfor er det blevet besluttet at slaget skal stå i morgen. Jeg smutter tidligt fra arbejde og regner derved med at være hjemme til spisetid. J

Bortset fra at det er en fin udfordring, så tiltaler det mig helt vildt at det er et løb kun bestående af undertegnede og ingen andre. Det kommer ikke til at tælle i de officielle tabeller over ultraløb og der er ingen der skal vente på mig ved depoter eller stå klar med et stopur når mållinjen krydses, der er kun mig og min glæde og lyst til at løbe og æde mig selv.

Som en konsekvens af den frihed dette projekt indbefatter, har jeg også valgt at løbe uden pulsur. Det bliver første gang nogensinde jeg løber så langt uden den følgesvend. Jeg har faktisk aldrig løbet så meget som et maraton uden. Jeg har altid været glad for det som træningsredskab, men jeg er helt sikker på at jeg efter så mange års løb kender mig selv godt nok til at jeg kan mærke om jeg skal omdisponere undervejs. Man kan jo sige at jeg også plejer at gøre dette, men det skyldes ofte at uret viser at min kilometertid går ned eller at min puls er for høj. Og når konsekvensen bliver draget på sådan en info fra et ur bliver det til en negativ oplevelse – ”mit ur siger at jeg ikke kan holde den aftalte pace, derfor må jeg fravige mit egentlige mål og komme senere i mål.”. Hvis ret skal være ret så har jeg faktisk i sinde at tage uret og pulssensor på, men bare ligge uret i tasken så jeg har data at nørde med efter overstået dåd. J

Resten af aftenen står den på tjek af udstyr og mental opladning med fruen med benene oppe i sofaen. Jeg vil i den forbindelse bare sidde og nyde den forventningsfulde glæde og spænding der bare vokser og vokser. Og i morgen skal jeg bare ud at give den gas, æde mig selv og lære mig selv og mine grænser endnu bedre at kende!