Marathontræning

Ja egentligt handler det jo mest om ultraløbstræning, men på det sidste hvor flytteriet og istandsættelse af hus har været første prioritet, er der ikke meget tid til træning. Derfor er det jo godt at der er mange små marathonløb rundt omkring der starter rimeligt tidligt så man kan blive hurtigt færdig og komme hjem og arbejde, og undgå de allervarmeste timer på dagen. Derfor har jeg inden for den sidste uge haft to træningspas – to marathon løb. I søndags stod den jo som nævnt på løb hos Leif Skinnerup og i dag løb jeg hos Annette Fredskov.

Annette er i øjeblikket i gang med den helt utrolige at løbe 366 marathonløb på 365 dage! I dag var hendes løb nummer 13 i streg, og det i sig selv er jo utroligt flot! Vi var 6 løbere til start inklusive 1 debutant (helt fantastisk flot præstation i den hede!). Jeg har altid haft det svært med varme, så løbet i dag blev temmelig hårdt på trods af at vi startede allerede kl. 8. Som krydderi var ruten temmelig kuperet så det krævede lidt ekstra at komme igennem i dag. Heldigvis var ruten utrolig flot med marker og skov og da dele af ruten var ud-og-hjem fik man hilst på hinanden flere gange hvilket var super hyggeligt.

Jeg har tidligere rost depotet i Skodsborg for at være helt i top, men jeg må sige at de har fået sig en seriøs udfordrer hos Annette! Her stod hendes forældre nemlig for at der hele tiden var fyldte flasker på bordet og nok at spise. Man kunne til og med nyde den overdådige luksus at de skiftede sodavand og vand ud når det var blevet over stuetemperatur med iskold sodavand og vand med isterninger! Til og med var der opstillet havestole i deres garage, der udgjorde depotet, så man efter løbet kunne tage sig en velfortjent slapper i skyggen. Så der er virkeligt nogle løbsarrangører der skal tidligt op om morgenen for at nå de skyhøje standarter!

Apropos tidligt op så har jeg besluttet at stå tidligt op i morgen, køre til Hundige for at løbe Skinnermaraton kl. 7 og forsøge mig med min første double – altså to marathon på to dage. Det har længe ligget og rumsteret i mit baghoved at jeg gerne vil det. Min træning den sidste tid har jo ikke været super struktureret, og for lige at ruste mig mentalt til 100km Nordvest den 18/8 vil jeg gerne lige bevise overfor mig selv at det også kan lade sig gøre. Jeg forestiller mig at coach Christian ikke synes det er verdens fedeste ide, og da han holder sig en velfortjent ferie lige nu vil jeg ikke forstyrre ham med mine tossede indfald.

Herefter bliver der dog mere ro og mere kontinuitet i min træning da jeg begynder på arbejde igen mandag og jeg derfor kommer ind i en mere almindelig hverdagsrytme. Dette er nok meget godt i forhold til nedtrapning frem imod løbet så jeg både bliver mentalt og fysisk klar på dagen. Derfor er det SIDSTE marathon inden ultraløbet, det lover jeg mig selv!

Ikke så meget hokus pokus - men dog stadigvæk en smule..

Et par gange har jeg oplevet situationer hvor jeg virkeligt har taget store skridt videre i mit liv som løber. Løb er naturligvis en udholdenhedssport hvor kontinuerlig og omhyggelig træning munder ud i synlige resultater. Men de større mentale spring skal også til ind imellem. Ind imellem virker det ret tilfældigt hvornår de indfinder sig, andre gange er det et produkt af lang tids kamp, og ofte er det en fusion af begge dele. Et sådan spring oplevede jeg forleden og to andre gange har jeg oplevet noget, jeg føler minder om det samme:

Første gang var da Morten Walter fra Skodsborg marathon samlede mig op efter jeg ellers havde opgivet mit andet marathon i træk pga. dehydrering. Han foreslog at vi bare kunne følges ad de sidste 10-12 km i gang/løb og tage det lidt hen ad vejen. Før den oplevelse gik alt op i tider, og jeg udgik sågar af et marathon da jeg opdagede at jeg ikke kunne løbe det i den ønskede tid. Derefter fandt jeg ud af at det faktisk var sjovere at fokusere på den gode oplevelse, de dejlige mennesker og det at bruge sig selv.

Anden gang var under mit 100km løb. Her gik jeg helt kold efter 50 km. Jeg mødte efter 59km et par kammerater der var kommet for at heppe på mig, de tilbød mig en øl. Jeg havde alligevel besluttet mig for at stoppe, så jeg holdt en pause og drak en øl. I samme øjeblik som jeg drak ud kom min hustru cyklende imod mig, rystende på hovedet. Hun var blevet bekymret for hvor jeg blev af og var taget ud for at finde mig. Hun bankede lidt liv i mig og fik mig til at fortsætte. Derefter gik det støt og roligt resten af vejen igennem.

Tredje gang var natten til søndag. Vi var kommet hjem fra ferie lørdag og var godt flade efter en uge med alverdens herligheder i det sønderjyske. Jeg havde tilmeldt mig Skinnermaraton søndag for at losse lidt liv i træningen igen. Jeg brugte så hele natten mellem lørdag og søndag på at overtale mig selv til at jeg virkeligt ikke gad at stå op søndag morgen for at være i Hundige kl. 7.00. Efter ikke at have sovet sammenhængende indtil kl. halv 5 besluttede jeg at slå alarmen fra og droppe det. Derefter sov jeg som en sten…. Indtil kl. 6 hvor underbevidstheden åbenbart havde været på overarbejde, for jeg vågnede og var SÅ klar på at skulle løbe maratonløb og overvinde feriefederen! Så op og af sted selvom jeg dårligt kunne nå det. Jeg nåede dog starten og endte med at have en skøn morgen i Hundige. Det var svinehårdt efter ikke at have lavet noget i lang tid, men jeg gjorde det, og fik sat marathon nr. 20 på CV’et!

Mit seneste trofæ - et for en oplevelse der var hård, men som gjorde mig klogere.

Alle tre tilfælde er klart et produkt af mine mange træningstimer og det mentale arbejde der følger med. Der bliver fyldt på hele tiden og jeg bliver stærkere og stærkere, men i takt med at udfordringerne bliver større kræves der også mere af mig. Og det er vel også meget af grunden til at jeg gør det. Jeg føler at, ved at holde ved den hårde træning forbedre jeg mine chancer for at blive heldig. De gange hvor heldet har tilsmilet mig har det simpelthen været i kraft af mine grundige forberedelser til løbene, og selvom det har virket som de mest vanvittige omstændigheder der lige indtræffer på rette tidspunkt, så er det måske ikke så tilfældigt alligevel..

Jeg beklager hvis dette indlæg har været lidt rodet, men disse tanker trængte sig lidt på og det er en udfordring når så mange tanker skal formuleres på en gang J

Streng diæt, hundredevis af træningskilometer om ugen samt intensiv styrketræning…

... er det bestemt ikke blevet til den seneste tid! Til gengæld kan man godt sætte et "ultra" foran meget af det jeg har foretaget mig de sidste – ultra meget flytning i sidste uge, ultra meget feriehygge i denne uge (medfølgende ultra meget dejligt mad og drikke).

Undervejs i de sidste par marathonløb og det seneste 6timers løb har jeg kæmpet lidt med motivationen og har faktisk ikke rigtigt gidet fra starten af. Jeg har gennemført løbene og holdt hovedet højt, men jeg har kunnet mærke at det slider rent mentalt og at det ikke er blevet bedre af bare at knokle på. Derfor har denne ferie været hårdt tiltrængt.

Det var egentligt min plan at køre på med træningen og følge den ligeså minutiøst som jeg plejer. Men efter at være landet i det hyggelige feriehus i Sønderjylland har jeg bare slet slet ikke været i stand til at se meningen i hvorfor jeg skulle bruge tiden på løb nu hvor vi endeligt er kommet af sted for at slappe af. Derfor har jeg skåret de lange træningspas væk og i stedet løbet ture med familien og hygget med det. Jeg kan mærke at det er med til at lade de mentale batterier op og gøre mig klar på den sidste lille måneds træning inden løbet. For rent fysisk er det forsvindende lidt jeg kan nå at ændre på den tid. Men hvis jeg ikke mentalt er klar og ”sulten” på dagen så bliver det ikke sjovt, for ikke at sige umuligt at komme igennem de 100km.

Så jeg fortsætter min intensive ultrahyggetræning en uges tid endnu, for det er dejligt at mærke hvordan motivationen og lysten til de lange løb bare vokser og vokser. Den følelse har jeg savnet!

Flytterod og ultratræning

Som titlen antyder er vi igang med at flytte, hvilket er resulteret at jeg kun lige med nød og næppe kan finde ud af hvor jeg selv er i alle de flyttekasser, poser og andet. Heldigvis har jeg været istand til at finde mine løbesager og de har hjulpet med til at jeg nogenlunde kan lokalisere mig selv på landevejen eller i skoven.
Den sidste uge har været den nok mest intensive i hele træningsforløbet. Denne kulmination samtidig med lidt småskavanker har været en udfordring, men ikke nødvendigvis nogen dårlig en af slagsen. Det er jo en stor del af træningen at være opmærksom på kroppen signaler, og indstille træningen efter det. Dette er lukkedes rimeligt godt skulle jeg mene. Det er nemlig blevet til 11½ times løb på denne uge, hvoraf 8 timer lå lørdag og søndag. Det har været gode træningstimer hvor jeg fik bekræftet at formen er god, og at jeg er blevet væsentligt bedre til at reagere på kroppens signaler og indstille træningen efter det.
De næste uger bliver der trappet ned mod løbet så jeg gerne skulle stå helt frisk og klar på startstregen. Det passer meget godt ind i hverdagen hvor den næste tid bliver noget turbulent med det fortsatte flytterod.
Så flyttekaos og ultraløb er foreneligt. Bare ikke for længe af gangen!
Selvsagt bliver det svært at få skrevet på bloggen så meget som jeg gerne ville, men jeg prøver at komme med en update så ofte jeg kan.

Lidt om distancen fra skidt til godt

I dag skulle læggen sættes på første store prøve efter hele to hviledage i træk. Starten var dog alt andet end god da jeg, vanen tro, væltede ud af sengen, spiste morgenmad, hoppede i tøjet og løbeskoene og så ellers fór ud af døren. Fuldstændig kold og uden opvarmning og så ud og pleje en ny skade? Svært dårlig ide skal svaret lyde! Den sad der naturligvis lige med det samme igen, så jeg humpede desperat videre og prøvede febrilsk at finde en løbestil der ikke generede læggen alt for meget. Løsningen blev at løbe meget langt fremme på foden, både i afsæt og landing. Så jeg kom da hel på arbejde, men jeg gruede noget for eftermiddagens tur.

Den bekymring blev heldigvis gjort rimeligt til skamme. Jeg fortsatte morgenens succes med forfodsløbet og det gik faktisk strygene alle 90 minutter, både på landevej og lidt i skoven med lidt terræn. Fuglene sang og det var rigtigt dejligt varmt dansk sommervejr. Så det der startede om morgenen som en lidt kold dukkert endte som en dejlig varm optur! J

I morgen skal der ligeledes løbes 90 minutter og jeg glæder mig!

Opdatering på skade og lidt positivt

Onsdagens skade i læggen er desværre af en art der ikke bare kan løbes væk. Dvs. jeg kan godt løbe, men hvis det går op ad bakke eller hvis jeg lander for langt fremme på foden giver den lyd fra sig. I går kunne jeg således løbe 1½ time, halvdelen af turen med Rosa i babyjogger (bestukket med et æble klarede hun det rigtigt godt!), men jeg skulle hele tiden være meget forsigtig. I dag har jeg ikke rigtigt mulighed for at komme ud at træne, og det passer faktisk meget godt. Jeg holder pause i dag og mandag og håber derefter at jeg kan starte træningen roligt op igen. Det vigtigste er dog at jeg bliver skaden fuldstændig kvit. Der er jo kun godt 1½ måned til 100km NordVest, derfor er der ikke noget der skal forceres. Hellere stå klar på dagen i lidt mindre god form, men uden små skavanker der kan sætte en stopper for gennemførelse. Mit hovedmål er jo at gennemføre og få en god oplevelse. Tiden er fuldstændigt underordnet!

I forlængelse af onsdagens løb er der blevet lagt diplom op på nettet og jeg bliver lige nødt til at ligge et link til det. Min dejlige kone og datter har nemlig sneget sig med, det synes jeg er fint! J I øvrigt var der i onsdags en ung fyr, Niels, der debuterede på marathon. Jeg synes dæleme at det er god stil at vælge sit første marathon på skodsborgruten der bestemt ikke høre til landets nemmeste ruter. Og ovenikøbet et løb på en almindelig onsdag eftermiddag. Super godt gået!