Ikke så meget hokus pokus - men dog stadigvæk en smule..

Et par gange har jeg oplevet situationer hvor jeg virkeligt har taget store skridt videre i mit liv som løber. Løb er naturligvis en udholdenhedssport hvor kontinuerlig og omhyggelig træning munder ud i synlige resultater. Men de større mentale spring skal også til ind imellem. Ind imellem virker det ret tilfældigt hvornår de indfinder sig, andre gange er det et produkt af lang tids kamp, og ofte er det en fusion af begge dele. Et sådan spring oplevede jeg forleden og to andre gange har jeg oplevet noget, jeg føler minder om det samme:

Første gang var da Morten Walter fra Skodsborg marathon samlede mig op efter jeg ellers havde opgivet mit andet marathon i træk pga. dehydrering. Han foreslog at vi bare kunne følges ad de sidste 10-12 km i gang/løb og tage det lidt hen ad vejen. Før den oplevelse gik alt op i tider, og jeg udgik sågar af et marathon da jeg opdagede at jeg ikke kunne løbe det i den ønskede tid. Derefter fandt jeg ud af at det faktisk var sjovere at fokusere på den gode oplevelse, de dejlige mennesker og det at bruge sig selv.

Anden gang var under mit 100km løb. Her gik jeg helt kold efter 50 km. Jeg mødte efter 59km et par kammerater der var kommet for at heppe på mig, de tilbød mig en øl. Jeg havde alligevel besluttet mig for at stoppe, så jeg holdt en pause og drak en øl. I samme øjeblik som jeg drak ud kom min hustru cyklende imod mig, rystende på hovedet. Hun var blevet bekymret for hvor jeg blev af og var taget ud for at finde mig. Hun bankede lidt liv i mig og fik mig til at fortsætte. Derefter gik det støt og roligt resten af vejen igennem.

Tredje gang var natten til søndag. Vi var kommet hjem fra ferie lørdag og var godt flade efter en uge med alverdens herligheder i det sønderjyske. Jeg havde tilmeldt mig Skinnermaraton søndag for at losse lidt liv i træningen igen. Jeg brugte så hele natten mellem lørdag og søndag på at overtale mig selv til at jeg virkeligt ikke gad at stå op søndag morgen for at være i Hundige kl. 7.00. Efter ikke at have sovet sammenhængende indtil kl. halv 5 besluttede jeg at slå alarmen fra og droppe det. Derefter sov jeg som en sten…. Indtil kl. 6 hvor underbevidstheden åbenbart havde været på overarbejde, for jeg vågnede og var SÅ klar på at skulle løbe maratonløb og overvinde feriefederen! Så op og af sted selvom jeg dårligt kunne nå det. Jeg nåede dog starten og endte med at have en skøn morgen i Hundige. Det var svinehårdt efter ikke at have lavet noget i lang tid, men jeg gjorde det, og fik sat marathon nr. 20 på CV’et!

Mit seneste trofæ - et for en oplevelse der var hård, men som gjorde mig klogere.

Alle tre tilfælde er klart et produkt af mine mange træningstimer og det mentale arbejde der følger med. Der bliver fyldt på hele tiden og jeg bliver stærkere og stærkere, men i takt med at udfordringerne bliver større kræves der også mere af mig. Og det er vel også meget af grunden til at jeg gør det. Jeg føler at, ved at holde ved den hårde træning forbedre jeg mine chancer for at blive heldig. De gange hvor heldet har tilsmilet mig har det simpelthen været i kraft af mine grundige forberedelser til løbene, og selvom det har virket som de mest vanvittige omstændigheder der lige indtræffer på rette tidspunkt, så er det måske ikke så tilfældigt alligevel..

Jeg beklager hvis dette indlæg har været lidt rodet, men disse tanker trængte sig lidt på og det er en udfordring når så mange tanker skal formuleres på en gang J