Smuk og hård "Sommeraften i skoven"-marathon.

Rammerne i Skodsborg var i går helt i top. Som sædvanligt var der fuldstændigt styr på depot og den gode stemning. Dette var krydret med perfekt, køligt marathonvejr. Vi startedei  to tempi hhv. kl. 15 og 16, dette var til ære for de fodboldtossede der gerne ville nå hjem til EM-semifinalen. Jeg startede dog hovedsageligt tidligt fordi jeg havde Rosa og Ditte med i skoven, og for at det ikke blev alt for meget over Rosas sengetid passede det bedst sådan.

Vi var en 7-8 stykker der ”tyvstartede” og det gik stille og roligt derud ad. Jeg kunne dog nærmest fra starten mærke at jeg ikke var vant til at løbe på det tidspunkt af dagen. Jeg plejer naturligvis at træne lige efter arbejde, men rent mentalt er jeg ikke vant til at skulle præstere så længe på det tidspunkt, og det gav mig virkeligt udfordringer undervejs!

Her undertegnede mens det stadig kørte i trailsko.

I tirsdags løb jeg små 17km i nogle af mine meget minimalistiske sko så mine lægge var godt spændt op og rimeligt udmattede fra starten. Som regel forsvinder den slags ømhed når jeg bliver varm, så jeg lagde bare stille og roligt ud og håbede det bedste. Efter små 20 km kom der dog kontant udbetaling for ikke at lytte til kroppen – jeg oplevede den samme smerte i læggen som jeg havde oplevet i baglåret under 6timers løbet i Holte. Et lille riv der derefter udviklede sig som en varme i min læg, og det trak fra vedhæftningen ved baglåret og ned i foden. Jeg løb forsigtigt videre og det var faktisk kun ved løb op ad bakke at smerten kom igen. Jeg besluttede mig derfor for at tage det helt roligt frem imod depotet og skifte sko der til nogle blødere løbesko end mine trailsko. Det hjalp og jeg løb meget forsigtigt videre. Der sker dog tit det for mig at når jeg bliver nødt til at sætte farten ned, så bliver resten af løbet meget hårdere fordi jeg simpelthen ikke føler jeg kommer nogen vegne når det tager 30 sekunder ekstra pr. kilometer. Det er naturligvis noget rent mentalt og en god ting ved dagens marathon var jeg virkeligt fik mulighed for at få trænet den del! J

For denne følelse dukkede op nogenlunde samtidig med at tidspunktet for hvornår jeg plejer at spise aftensmad indfandt sig. Så den sidste del af løbet blev en hård kamp og den rene ynk! Det ligner mig dårligt ikke at kunne finde det positive fokus, men når nu det ikke lige er der kan kampånden heldigvis findes frem!

Undervejs mødte jeg heldigvis andre af dagens løbere jeg kunne hilse på, og det var generelt min fornemmelse at de fleste havde det lidt hårdt i dag. Jeg mødte dog Henriette Lisse og Annette Fredskov der begge havde løbet Quattro-marathon (altså fire marathon på fire dage!!) i weekenden. De var lige ude for at løsne lidt op i benene som de selv sagde med hhv. 24km og marathon! Respekt herfra, i er simpelthen for seje!

Med godt en runde tilbage blev jeg indhentet af en fyr med hvem jeg desværre ikke fik udvekslet navn. Men vi slog følgeskab den sidste del af mit løb. Han var først startet kl. 16 så der var lidt længere ind for ham, men heldigvis for mig, valgte han at sætte farten ned og så kunne vi ellers sludre om lidt af hvert. Det var med til at holde farten oppe på et nogenlunde niveau og vigtigst af alt, så var det super hyggeligt! Tusind tak for følgeskabet skal der lyde herfra, og jeg håber at resten af din tur gik godt!

Også Rosa nåede at blive godt træt ude på ruten! Her ved et af de mange skilte der markerer Skodsborgruten.

Således godt i mål blev jeg belønnet med medalje og et knus af fruen og datteren, der var en super fantastisk opbakning på dagen. Derefter fulgte en masse guf fra depotet, en god sludder med Morten og en kold Classic der efterhånden er en fast tilbagevendende bonus i Skodsborg. Det er virkeligt høj klasse!

Dette marathonløb blev altså et af de hårde af slagsen og dermed et af dem man bliver klogere af. Endnu engang kan jeg glæde mig over at jeg kæmper videre trods udfordringer af den kedelige slags, og kommer hele vejen igennem. Nu håber jeg bare at en dags hvile på sofaen er nok til at læggen bliver sig selv igen. Heldigvis består resten af ugens træningspas af korte, flade ture i roligt tempo, så på den vis er det ret god timing med en lille skade.

En helt færdig Jannik sunder sig ovenpå dagens strabadser. Her med de blødere løbesko, der hjalp mig igennem de sidste godt 23km.

Hård træningsuge samt uløste mordgåder

Denne uge blev en træningsuge med både god intensitet og mange timers træning. Kroppen har været godt presset og morgendagens hviledag passer mig fint.

Tirsdag blev det til 1½ times intervaller i Dyrehaven. Efter Alpine walk lørdagen forinden var benene stadigvæk ømme, men jeg pressede den så meget som jeg mente var forsvareligt. Jeg løb mig altså ikke helt ud, men havde fokus på de efterfølgende dages træningspas.

Onsdag blev det til 2 timers roligt løb, også i skoven ligeledes i et lidt forsigtigt tempo.

Torsdag stod den på 1½ times bakkeintervaller hvor baglår og lægge endnu engang kom på hårdt arbejde!

Lørdag var ugens træningsmæssige højdepunkt hvor den stod på tre timers løb hvor tempoet gradvist skulle sættes op, afsluttende med spurt de sidste par kilometer. Det endte dog ikke med at tempoet blev særligt meget højere hen ad vejen, i stedet steg pulsen gradvis. Det ser jeg som et tegn på at kroppen er ved at være slidt ned efter en hård uges træning. På den måde blev de sidste 1½ time rent overlevelse og fokus blev holdt på at holde tempoet oppe. Det lykkedes og efter sådan et træningspas er jeg glad for bare at have gennemført det. Nogle dage flyver man igennem, andre dage skal man virkeligt grave dybt i sig selv. Sådan er det.

Det der med at løbe med musik i ørene har aldrig rigtigt bidt på mig. Både når jeg skal løbe langt og når jeg skal løbe intervalløb bliver jeg forstyrret af det. I stedet har jeg i denne uge forsøgt mig med lydbøger. Og det kunne jeg nok nemmere blive bidt af. Ganske vist ryger der nogle pointer, men når jeg kan nå at høre en hel bog på tre dage så får jeg trods alt mere med end hvis jeg skal læse en alm bog, hvilket nemt kan tage tre måneder. Så i denne uge har jeg fået hørt en hel krimi og halvdelen af biografien om fodboldspilleren Lars Elstrup. Så det er ikke værst! Og når nu at de bare ligger på DRs hjemmeside og koster gratis så skal de da rives ned fra hylden.

Lige straks er jeg på vej ud af døren for at løbe ugens sidste træningspas - 1 times roligt løb. Det passer mig faktisk fint, for så kan jeg få løbet lidt af gårsdagens alkohol og rigelige mængder mad ud af kroppen. Det var jo Skt. Hans og dermed min føs’dag der blev fejret med det meste af familien, så det var dejligt! Men efter sådan en omgang trænger kroppen til at blive brugt!

To måneder til det går løs!

I dag er der blot to måneder til min forløbigt største udfordring. Selvom jeg er i fysisk god forfatning, og jeg er meget sikker på at det nok skal blive en fantastisk oplevelse, begynder det alligevel at komme meget tæt på! I den perfekte verden skulle jeg jo helst nå liige at tabe 5-10 kg og teste en masse udstyr af inden. Så et øjebliks panik kan jeg godt tillade at springe frem. Men når den så har haft sin sendetid, så er det også fuld fokus på alt det der er på plads, og på den store selvtillid jeg efterhånden har fået bygget op. Erfaring kan ikke købes for penge, og den er jeg ved at have noget af, og min form har aldrig været bedre. Så fuld knald på træningen de næste to måneder og så kan det ikke blive andet end en helt igennem fantastisk oplevelse, bildæk eller ej! J

I går blev det til en dejlig tur i skoven med Ditte. Her fik jeg anledning til at hygge mig med mine fuldstændigt smadrede ben og baller! Hold fast det der Alpine walk er noget der virker! Også i dag humper jeg rundt som om jeg har løbet 100km. Derfor har dagens træningsfrihed ikke fremkaldt den mindste smule rastløshed.

Så til alle jer der keder jer en søndag formiddag: Kom i tanke om den bakke i hader mest af alle i verden, og gå så ud og sæt den på plads i en håndfuld timer!

I morgen står den på 1½times intervaller, såfremt bentøjet tillader det.

Alpine walk

Kan 15 kilometers løbetræning på 3 timer have nogen effekt eller bare være det mindste anstrengende? Og hvad så hvis det foregår i gang og ikke har det mindste med løb at gøre? Det fik jeg bestemt svar på i går hvor den stod på 3 timers ”Alpine walk” i Dyrehaven. Konceptet er at finde de stejleste bakker i nærheden og så ellers bare gå op og ned af dem i tre timer. Det blev til passage af Djævlebakken hen ved 40 gange i rask gang. Det resulterede i ca. 500 højdemeter og fik virkeligt sveden til at vælte af mig. Heldigvis blev det en fin dag i går og ikke så regnfuld som der blev truet med. Dette havde fået en masse mennesker i skoven, hvilket forsynede mig med et pænt stort publikum… De har troet at jeg var fuldstændig vanvittig!

Undertegnede efter 3 timers forcering af bagvedliggende bakke

Efter en times tid kunne jeg godt mærke hvilke dele af kroppen der ville komme på overarbejde. Bag lår, lægge og balder blev virkeligt brugt og efter afsluttet træning var jeg godt slidt, og temmelig forundret over hvor hurtigt de tre timer var gået på trods af den monotome øvelse.

Bakken fra anden vinkel

Her dagen derpå er jeg virkeligt øm i kroppen. Heldigvis består dagens træning af en lille times roligt løb sammen med fruen, så der kan jeg lige få løsnet lidt op i det hele.

Lidt om motivation og kramper

Nogle dage er det svært at finde motivationen til at komme af sted. Hvis jeg skal ud på længere ture, eller hvis der skal løbes intervaller eller lignende plejer jeg ikke at have problemer med at stryge ud af døren. Men i dag hvor der skulle løbes ½ times hyggeløb var det svært at overbevise mig selv om at det var besværet værd, når jeg dårligt kunne nå at få sved på panden. Så må man finde lidt lokkemad frem! I dag bestod lokkemaden i mine Inov-8 F-lite sko. – I ved dem der minder mere om Kawasaki end om løbesko ved første øjekast. Så jeg brugte den halve times løb på tekniktræning omkring Gentofte sø. Og så giver den halve time jo pludseligt mening!

I går løb jeg en tur langs Øresund hvor jeg løb 9 minutter og gik 1. Bare sådan en helt stille og rolig tur uden noget som helst formål andet end at få luftet stængerne. I går løb jeg en time så der var motivationen der naturligvis med det samme! J Turen sluttede desværre lidt ærgerligt da jeg nok har fået noget kulde på maven og derfor døjede med mavekramper et par timer efter træningspasset. Det er altså også svært at vælge det rigtige tøj når sommeren arter sig som den gør herhjemme!

I morgen er fridag fra løbet og i weekenden venter der årets foreløbigt mest vanvittige træningspas som coachen har strikket sammen til mig. Men mere om det lørdag.

Ultraløb før, under OG efter

For nogen tid siden hørte jeg et interview med en kvindelig ekstremløber der sagde at man ikke skulle foretage sig drastiske ting i tiden efter et ekstremløb, fordi man mentalt har været så meget igennem at man ikke er helt ligevægtig. Nu var jeg ganske vist kun i gang i 6 timer i lørdags, men jeg kan dog godt genkende den ovennævnte følelse. Jeg endte med at tage mig en fridag i dag for lige at synke oplevelsen og give tankerne lidt rum. Der har ikke rigtigt været tid til det efter løbet, hvilket har manifesteret sig i en følelse der nok bedst kan forklares som en slags rastløshed.
Så i dag har jeg slappet af, sovet adskillige formiddags/middagslure og læst en god bog. – Super hyggeligt.

Heldigvis har jeg et træningsprogram der bød på en times bakkeintervaller i dag. Ellers var jeg nok sunket helt ned imellem puderne i sofaen! Det blev eksekveret i Ulvedalene og det var rart at mærke at kroppen var på toppen igen. Jeg kunne naturligvis godt mærke at jeg lige har løbet i 6 timer, men alt andet ville vel også være underligt. Men jeg synes selv jeg fik løbet rimeligt igennem i bakkerne, og jeg oplevede slet ikke noget problem med baglåret. Dette bekræfter mig i at lørdagens smerte i baglåret skyldes udstyret.

I morgen står den på 1 times hyggeløb med indlagt gang for ikke at presse citronen, og så er det bare med at bygge stille og roligt på, så jeg kommer op på den sædvanlige træningsmængde igen indenfor den næste uges tid.

24run i Holte

Ultraløb er en uforudsigelig størrelse hvor det aldrig går som man regner med. Og løbet i Holte i går blev ingen undtagelse! Løbe- og energistrategi var, som jeg skrev forleden, på plads og mentalt var jeg hvor jeg skulle være.

De sidste stumper bliver gennemgået inden start.

Ditte og Rosa var taget med ud for at sende mig godt af sted, og inden starten fik jeg hilst på en herre jeg havde mødt i Skodsborg i tirsdags. Han skulle løbe 24 timer – respekt for det! Der var i det hele taget god stemning og folk var spændte og forventningsfulde.

Lige inden startskuddet lød, sagde speakeren at ”det kun er noget vi leger” når vi kaster os ud i den slags udfordringer. Og med den ringende i baghovedet gik starten. Som arrangørerne havde lovet var det en temmelig krævende rute. Flis stier, knoldede skovstier og gode bakker nåede man ud på inden man rundede de godt 2,5km af på centers banen. Jeg kom til at følges de første ca. 2½ time med en fyr der hed Peter. Han havde for første gang kastet sig over 6 timers løb. Han havde løbet 50 km i Albertslund hvor jeg løb 100km, så med udgangspunkt i det gik snakken lystigt, og jeg fik ikke helt holdt fokus på tempoet hvilket resulterede i et lidt opskruet tempo. Det første lille brud på planen skete efter ca. 2½ time. Peter var smuttet i depot og jeg løb videre. Lige pludseligt mærkede jeg et stræk i baglåret hvorefter en varme bredte sig samme sted. Det første jeg tænkte var ”fibersprængning”. Derfor satte jeg tempoet gevaldigt ned og luntede af sted. Lidt efter kom Peter susende forbi i god stil. Jeg endte med at komme helt ned at gå og straks begynde den lille djævel på skulderen at tale om at udgå, men jeg besluttede mig ret hurtigt for at jeg, hvis ikke benet blev værre, ville fortsætte med at gå og nå de 50km. Næste gang jeg passerede depotet var Peter stoppet med problemer med hoften, utroligt ærgerligt men flot resultat med godt 40 km alligevel, og tak for super selvskab!



Her kommer Peter, Claus Posemand Rasmussen der kom på en flot 2. plads i 24 timer solo, og jeg løbende på banen.

Samtidig tog jeg mine lårkompressitonsdimser af hvilket nærmest øjeblikkeligt fjernede smerten fra baglåret! Min teori er at den elastik der holdt dem på plads har klemt nerverne i baglåret og udløst smerterne. Så nu er de i hvert fald arkiveret og ude af min løbegaderobe. Jeg tog dog ingen chancer herefter og gik/løb den næste 1½ times tid. Og her skete den næste kovending i løbet. Jeg blev overhalet af en fyr som jeg kunne genkende. Han løb sidste efterår 6timers løb i Albertslund ligesom jeg, han gjorde det bare i bare fødder! Jeg løb op til ham for at spørge hvorfor i alverden han i dagens anledning havde taget sko på? Det viste sig at de skulle testes mhp. at bruge dem til 100km Nordvest! Og så var der jo virkeligt lagt i kakkelovnen til en ordentlig lang snak om forberedelser frem imod det løb. Så Mads og jeg fulgtes ad et godt stykke og det var virkeligt hyggeligt! Efter lidt tid gik han i depot og jeg luntede videre, han overhalede mig på ny og jeg spadserede videre. Også tak for en hyggelig snak til dig, og jeg glæder mig til vi ses den 18. august på startstregen! J.

Da jeg passerede speakeren med godt en halv time tilbage af løbet, hørte jeg ham sige at det lå tæt mellem nummer 5-6-7. og jeg lå 7’er. Det fungerede fuldstændigt som en rød klud, og jeg satte tempoet op. Jeg havde jo slet, slet ikke løbet mig ud, og jeg besluttede mig for at presse baglåret lidt og gi den noget gas.

Det er naturligvis ikke helt så ligetil at sætte tempo på, jeg havde jo trods alt været i gang i næsten 5½ time og kroppen var ret øm. Men det er virkeligt et skoleeksempel på hvordan ultraløb kan tage fusen fuldstændigt på en. Under et marathonløb får man typisk kun en enkelt krise hvis nogen overhovedet. Ultraløb byder på flere op- og nedture i alle former og størrelser.

Men jeg kom altså op og løbe et tempo der svarede til mit udgangstempo godt og vel. Det betød at jeg fløj forbi de foranliggende og at jeg endte med at tilbagelægge godt 58 kilometer på en dag hvor jeg gik i godt 1½ time!



Mht. udstyret må jeg altså sige at kompressionsudstyr fra Compressport foreløbigt er lagt på hylden. Jeg har nemlig også oplevet det samme problem med deres kompression til læggene, uden dog at tillægge det så megen opmærksomhed. Med dem har det bare været tilhæftningerne i læggen der blev generet. Så jeg regner med at gå tilbage til mine CEP kompressionssokker, som jeg vel egentligt ikke har været gået helt bort fra.

Her undertegnede med masser af overskud.

Det gik super fint med Inov-8 trailskoene, ikke en eneste vabel blev det til, så det er virkeligt opløftende!



Det var ikke så varmt i går men jeg synes at jeg havde problemer med at få væske nok indenbords, og jeg skal nok til at opjustere mit væskeindtag under så lange ture. For når først man er ved at dehydrere kræver det utroligt meget at få det stabiliseret igen.

Det var naturligvis ærgerligt med baglåret for set i bagspejlet kunne jeg have endt omkring 1. pladsen hvis jeg kunne have holdt tempoet. Men det er jo på ingen måde det der betyder noget. Det vigtigste er at jeg slet ikke mærker noget til det i dag og kan fortsætte min træning som planlagt. Det endte altså med at blive et rigtigt godt træningspas, hvor både det fysiske og det mentale blev udfordret.



Så alt i alt var det en rigtig god dag, og en dag hvor jeg blev utroligt meget klogere på mig selv og mit udstyr. Jeg fik hurtigt vundet over lysten til at udgå og revurderede planen med det samme, og satte mig et nyt realistisk mål. Det er jeg virkeligt stolt over og det lover godt frem imod 100km Nordvest.

Forberedelser til 6 timers løb i Holte

I overmorgen står den på 6-timersløb og derfor blev dagens træning den sidste inden, og det blev en meget rolig én af slagsen. ½ times roligt løb for at sikre at det hele var som det skulle være. Der er stadigvæk lidt murren i venstre lyske/knæ efter mit forrige marathon i Skodsborg. Under det seneste Marathon kunne jeg også mærke det, men det forsvandt undervejs og jeg regner med at dette også sker på lørdag. Bortset fra den lille skavank er jeg klar og er ved at have udstyrs- og energiplan på plads i hovedet. Derfra og så til at få gjort noget ved det er en kort vej. Så jeg skal nok stå fuldstændig klar lørdag kl. 10. Jeg regner med at bruge begge mine Raceveste til energidrik og gels. De kan rumme hhv. 1½ og 2 liter væske, hvilket burde være nok til 6 timer. Det betyder naturligvis at jeg skal bære min energi hele vejen, men jeg er vant til at løbe med vægten, og det er jo også det der skal ske til 100km Nordvest. Så derved endnu mere god træning! J Mht. sko har jeg besluttet at prøve trailskoene. Jeg får ganske vist vabler af dem og ømme ben. Men det er den sko jeg vil løbe 100km i, og hvis ikke jeg kan klare 6 timer i dem, så skal jeg ud at finde nye sko i en vis fart for at blive vant til dem inden august. Jeg tager naturligvis et par af de bløde ”sutsko” med i tilfælde af at det slet ikke går.

Mine to virkeligt gode raceveste.

Nu står den bare på afslapning i morgen. Nå ja, lige en arbejdsdag og afhentning af startnummer i Holte, men ellers kun hygge og opladning.

Grundlovsdag i Skodsborg

Flere dages mental opvarmning med fokus på en rolig tur i Skodsborg var åbenbart hvad der skulle til. Jeg mødte i hvert fald op til ”Grundlovsdags-marathon” med en fastmejslet plan om at tage den i et nedskruet tempo HELE vejen. Der var rekordstort fremmøde i den smukke, men noget afkølede skov. Det var faktisk så koldt om morgenen at jeg overvejede at finde handskerne frem igen. Men jeg nægtede pure at juni måned skulle være handskevejr! Heldigvis artede vejret sig også bedre op ad dagen, og da først løbet var i gang var det helt ok. Første runde løb jeg med en større gruppe hvor jeg blandt andet fik talt lidt med Marlene, der har trænet nogle af mine kollegaer og mig frem imod DHL-stafet sidste år. – Rigtigt hyggeligt! Derefter løb jeg solo det meste af tiden med undtagelse af en håndfuld kilometer hvor jeg fulgtes med tre herrer. De kilometer fløj af sted, for det gør de jo når man kan hyggesnakke og fjerne fokus fra bentøjet.

Flot fremmøde i rødt og hvidt.
Foto: Karen Lyager Horve

Jeg kunne under hele løbet godt mærke at kroppen ikke helt var ovenpå efter miniferien. Jeg følte mig tung, og kunne faktisk ikke finde det fokus og den motivation der ellers plejer at være meget svær at banke ud af mig. Der er noget mentalt svært ved at tvinge sig selv til at løbe marathon 15-20 minutter langsommere end man ved man kan. Der var naturligvis en god grund til dette, men det er svært at holde igen når man er i fuld gang. Det endte heldigvis med at jeg holdt et jævnt tempo hele turen igennem og vigtigst af alt, jeg er helt på toppen dagen derpå.

Når jeg ser tilbage på hvad der var medvirkende til at gøre løbet lidt ”tungere” at komme igennem ser jeg to vigtige ting: Den ene er skovalget. Jeg havde valgt at løbe i et par af mine mængdetræningssko der ikke tvinger én til at lande fremme på foden. Det gør at jeg nemmere falder sammen i overkroppen, skridtfrekvensen falder og jeg lander mere på hælene og bremser derved fremdriften. Den seneste tid har jeg næsten udelukkende trænet i trailsko som får løbet til at føles meget lettere. Problemet med disse sko er at det kræver meget fokus på teknik hele tiden og at mine muskler ikke er helt vant til den teknik endnu. Den anden ting der har spillet ind var mit energiindtag. Jeg løb i går uden at indtage gels for at træne kroppen i at arbejde med fedtforbrænding. Det seneste halve år har jeg sørget for at få al den energi kroppen havde behov for undervejs for hurtig restitution. Så når nu kroppen ikke får det den har været vant til bliver den lidt småsur, og gider ikke rigtigt.

Målgang sammen med Jesper der gav den fuld gas på sidste runde.
Foto: Karen Lyager Horve 

I dag har været hviledag og i morgen står den blot på en hyggetur, og fredag skal der ikke laves noget IGEN. Men jeg er helt sikker på at al denne ”spildtid” er godt investeret da jeg gerne skulle løbe rigtigt langt lørdag. Der bliver et hårdt 6timers løb i et krævende terræn – og jeg glæder mig helt vildt! J

Oslocruise = Dårlig træning

Som den optimist jeg forsøger at være, tænkte jeg at en stille og rolig tur til Oslo var lige hvad min krop havde brug for ovenpå en meget hård træningsperiode. Bare slappe af, spise lidt god mad og hygge med familien. Jeg havde været optimist og taget træningstøj med så der kunne løbes en times tid i Oslo… Jeg havde ikke lige taget højde for at det jo var meget hyggeligt om aftenen. Derfor: meget mad, meget vin, lidt søvn og en solid dehydrering. Alligevel fik min søster sparket mig af sted og vi kunne jo godt lige smutte op om Den Norske Opera der lå lige rundt om hjørnet. Det gik også fint at komme derover, men derefter blev jeg hurtigt sat på plads! Kramper i begge underben og solid blodsmag i munden gjorde det til en kort fornøjelse! Så der blev humpet tilbage til skuden og så indtaget rigeligt med vand!

I går stod den på to timers løb, og en lille smule klogere løb jeg i skoven efter at  være tanket godt op med væske, og en helt fyldt vandblære i tasken. Alligevel endte det med at blive vildt hårdt! Der skulle løbes i bakker og det blev der sandeligt! Jeg havde slappet af hele weekenden så derfor mente jeg at jeg havde brug for at blive slidt helt ned. Og den slags er jeg virkeligt mand for: små 25km i skovbund, på grussti, på ridesti og hvad jeg ellers kunne finde af udfordrende underlag blev testet, og da jeg kom hjem var der vist ikke meget tilbage af mig!

I dag har der så været ro på da der jo skal løbes i Skodsborg i morgen. Denne gang har jeg lovet mig selv højt og helligt at det virkeligt skal foregå i et roligt tempo, for hvis jeg ikke kan det bliver jeg fuldstændigt tværet ud på lørdag til 6timers løbet i Holte!