Skodsborg trailtour

Der er gode marathonløb og så er der dem der er rigtigt gode!
Et af de sidstnævnte oplevede jeg søndag, hvor jeg for 10. gang løb med hos Jerk og Morten i et noget atypisk Skodsborg Marathon. For det første var det ikke på den vanlige rute i Skodsborg, men i og omkring Ermelunden i Klampenborg. Det er der, når jeg tænker over det, ikke noget usædvanligt ved da de to herrer er virkeligt gode til at finde nye spændende ruter rundt omkring i det nordsjællandske. Men en anden ting var rutens beskaffenhed der i dagens anledning bød på trailløb! Dette var for at fejre en af Danmarks sejeste trailløbere Jesper Halvorsens 40 års fødselsdag. Den slags terræn var netop den type jeg har okset igennem i et lille halvt års tid frem imod NordVest100km og lå derfor lige til højrebenet! Jeg blev så grebet af stemningen at jeg tog et par trailsko på som jeg ellers kun havde løbet korte ture i forinden, med ømme lægge til følge. Men det gik super fint, man har jo lov at være heldig. J

Hele vejen rundt havde jeg fornøjelsen af at følges med Brian Greve-Rasmussen, der i dagens anledning satte farten ned og fulgtes med mig. Vi løb virkelig og hyggede os, nød ruten, naturen og snakkede så meget at vi gentagne gange overså den ellers fint opmærkede rute og var ved at løbe forkert…

Foto: Morten Walter.
Her det stærke startfelt, bestående af en perlerække af maraton-, ultra- og trailspecialister.

I dagens anledning blev depotet bestyret af Helle Andersson der er forsvarende dansk mester i 24 timers løb med 192,812km(!!) og Niels Høg Henriksen der også er en utrolig dygtig og erfaren ultraløber. Så vi var i sandhed i gode kyndige hænder. Alt dette lagt sammen blev det til en af de rigtig gode løbeoplevelser som jeg vil huske i lang lang tid.

For at slå en krølle på mit seneste indlæg så endte mit fyraftensultra med at blive et fyraftensmarathon + det løse. Jeg fik ikke rigtigt spist noget efter morgenmaden, og da jeg først løb kl. 11 opdagede jeg efter 30km at jeg var totalt udbrændt. Jeg løb videre og tankede lidt op, men valgte alligevel at udsætte den helt lange tur til en anden dag, hvor sådan en nybegynderfejl ikke ødelægger showet. Det gode ved den type løb er jo at det kan besluttes fra den ene dag til den anden, og at det bare er at smide rygsækken på ryggen, løbeskoene på fødderne og så ellers bare af sted ud af døren. Så enkelt er løb, og det er i min verden noget af det, der gør det så smukt!

Fyraftensultra fra Hellerup til Ugerløse

For første gang i flere år har alt løberelateret været lagt fuldstændigt på is i en lang periode. Arbejde, nyt studie og flytning med alt hvad dertil hører har simpelthen krævet al den tid og energi der har kunnet opstøves. Det eneste jeg har haft overskud til har været nogle enkelte maratonløb, deriblandt min anden double. Men ingen træning er det blevet til den sidste måneds tid og det går jo ikke!

Siden vi flyttede ud fra storbyen har tanken spøgt om at løbe hjem fra arbejde en dag - en tur på små 65km. Og hvis dette projekt skulle føres ud i livet i 2012 så var det ved at være på høje tid. Ingen mørke landeveje med hurtigt farende biler og mig på trætte ben tak! Så derfor er det blevet besluttet at slaget skal stå i morgen. Jeg smutter tidligt fra arbejde og regner derved med at være hjemme til spisetid. J

Bortset fra at det er en fin udfordring, så tiltaler det mig helt vildt at det er et løb kun bestående af undertegnede og ingen andre. Det kommer ikke til at tælle i de officielle tabeller over ultraløb og der er ingen der skal vente på mig ved depoter eller stå klar med et stopur når mållinjen krydses, der er kun mig og min glæde og lyst til at løbe og æde mig selv.

Som en konsekvens af den frihed dette projekt indbefatter, har jeg også valgt at løbe uden pulsur. Det bliver første gang nogensinde jeg løber så langt uden den følgesvend. Jeg har faktisk aldrig løbet så meget som et maraton uden. Jeg har altid været glad for det som træningsredskab, men jeg er helt sikker på at jeg efter så mange års løb kender mig selv godt nok til at jeg kan mærke om jeg skal omdisponere undervejs. Man kan jo sige at jeg også plejer at gøre dette, men det skyldes ofte at uret viser at min kilometertid går ned eller at min puls er for høj. Og når konsekvensen bliver draget på sådan en info fra et ur bliver det til en negativ oplevelse – ”mit ur siger at jeg ikke kan holde den aftalte pace, derfor må jeg fravige mit egentlige mål og komme senere i mål.”. Hvis ret skal være ret så har jeg faktisk i sinde at tage uret og pulssensor på, men bare ligge uret i tasken så jeg har data at nørde med efter overstået dåd. J

Resten af aftenen står den på tjek af udstyr og mental opladning med fruen med benene oppe i sofaen. Jeg vil i den forbindelse bare sidde og nyde den forventningsfulde glæde og spænding der bare vokser og vokser. Og i morgen skal jeg bare ud at give den gas, æde mig selv og lære mig selv og mine grænser endnu bedre at kende!

Familieoptur og bare fødder.

Siden i lørdags er der i sandhed sket ting og sager! Jeg havde en rigtig god mavefornemmelse dagen før Fredskov marathon i søndags. Jeg glædede mig til at præsentere min svoger Brian og hans kone Birgitte for det marathonmiljø som jeg faldt pladask for, for godt et år siden. Og jeg var spændt på at løbe 21 km med ham for at fornemme hans form frem imod vores fælles projekt: H. C. Andersen marathon i september.

Annettes marathonløb er jo, som tidligere nævnt, absolut det marathon i landet med det bedst forvaltede depot personificeret i Annettes forældre, og når det lægges til et rekordhøjt deltagerantal samt Annette og hendes mand Ulrichs forrygende engagement så bliver det simpelthen ikke bedre!

Brian og jeg strøg afsted og det gik over al forventning, og Brian endte faktisk med at løbe et helt marathon med så meget overskud, at der umiddelbart efter målgang blev snakket mulige sluttider i Odense den 23. september! Super sejt gået svoger, du kan være hamrende stolt af dig selv! Det er jeg i hvertfald! Ligeså sejt var det at Ditte og Birgitte jo blot skulle have luntet lidt med en enkelt omgang eller to, men valgte at tage de sidste godt 7 km og derved løbe deres første ½marathon efter blot et par måneders træning. Mon ikke blikket nu skal rettes imod den fulde distance? Den kan i sagtens nappe tøser! J

Det ovenstående skyldes naturligvis en hård fokuseret træning, men så sandeligt også den ånd der er blandt alle ”løbetosserene”. Man nørder og hygger sammen, der er ikke nogen opblæsthed eller overdrevent konkurrenceræs. Vi dyrker sporten med egne forudsætninger og der er fuld respekt for alles præstationer. Jeg var glad for at vise min familie det der betyder så meget for mig, og glad for at de på egen krop oplevede denne glæde!

 

Igår var første dag med lidt træning siden weekendens løb. Der var Ditte og jeg nemlig til løbetræning hos LØBEREN i Lyngby hvor der stod barfodsløb/minimalistisk løb på menuen. Den blev på fornemmeste vis serveret af Nikolaj Lehmann som er barfodsløber og personlig træner. Der var en rigtig hyggelig aften med en snak på ca. 45 minutter efterfuldt af en løbetur på centersbanen på Lyngby stadion uden sko. Man blev på de ca 1½ time meget klogere på barfodsløb, og jeg synes at den tyver LØBEREN tog for det var ganske godt givet ud!

Imorgen er det planen at jeg vil forsøge at løbe nogle intervaller og derved presse kroppen lidt efter en noget dorsk uge. Jeg må jo prøve at sparke lidt gang i den dovne krop, så jeg ikke falder helt sammen! J

Løberkarriernes største nedtur...

...med efterfølgende ”trøstespisning”.

Bare så du er advaret så bliver dette et dobbelt indlæg. Første halvdel en lidt trist affære, anden halvdel straks mere positivt, så hvis man ikke lige er i humør til første del, kan man fluks springe videre.

Nordvest100km blev aflyst! Og ikke nok med at det blev aflyst, så blev det aflyst 4 dage før starten skulle gå! Aflysningen skyltes et dødsfald i løbslederens nærmeste familie. På forskellige fora og i løbekredse i øvrigt er det blevet diskuteret om løbet kunne have v æret gennemført alligevel. Men faktum er at det ikke blev til noget i år, og det er det jeg forholder mig til.

De første tre dage efter aflysning gik jeg rundt i en osteklokke og forbandede det hele. Jeg havde på ingen måde lyst til at løbe så meget som en lille tur, og det må siges at være et faresignal. For i dette tilfælde var der jo ikke tale om et hvilket som helst løb. Jeg har trænet minutiøst i fire måneder på denne specifikke udfordring, lagt stor mental energi og en hvis protion kroner til udstyr i projektet, og så står man der med alle sine talenter. Min spontane reaktion var, på trods af min manglende lyst til at løbe, at søge efter alternative løb på nettet der afvikles indenfor den nærmeste fremtid. Jeg fik kigget på timeløb i Sverige og 100 mil på Mors. Men ingen af disse løb minder om den udfordring i hårdt trailterræn som jeg søger. Tanken var jo at NV100km, udover at være en kæmpe udfordring i sig selv, skulle gøre mig bevist om hvorvidt Hammertrail 100miles kunne være noget for mig, og om jeg ville kunne holde til sådanne strabadser. Så jeg ledte videre og efter en tids søgen faldt min blik på en tredages trailcamp på Samsø i selvskab med spidserne inden for trailløb herhjemme. Der er plads til 20 deltagere så må blive en meget intens og udbytterig affære. Så første del af trøstespisningen blev at tilmelde mig og derved have en god grund til at fortsætte med at bygge på formen.

Næste punkt blev så at få noget af al den opsparede energi ud af kroppen. De seneste tre uger er jo gået med at trappen ned og lade kroppen fuldstændigt op til løbet. Jeg har derfor gået og været meget på stikkerne den sidste tid og har bare glædet mig til forløsningen. Nu hvor den ikke manifesterede sig i et ultraløb måtte jeg finde noget der trods alt skubbede lidt til ydeevnen. Derfor faldt valget på marathon fredag og et imorgen søndag hos Annette Fredskov i Næstved.

Løbet fredag var Ø-marathon hos Henriette Lisse, der i anledningen af sin sommerferie arrangerede marathonløb mandag til fredag hvor hun selv løb dem alle. Alle dagene havde hun i øvrigt følgeskab af Carsten Dahl og Carsten Jensen. Super imponerende præstation.  Annette Fredskov løb ligeledes med alle dagene og rundede igår sit marathon nr. 34 på 34 dage! Jeg bøjer mig i støvet! Jeg løb første runde med 2xCarsten og Henriette og vi fik snakket om alverdens ting, blandt andet om god mad og så går tiden jo hurtigt. Efter den førte runde gik mit selvskab i depot og jeg løb videre, blot for at møde Annette. Vi løb ca. 3 kilometer sammen og vi fik delt utroligt mange tanker på den korte tid. Det var super hyggeligt og en dejlig benzin at løbe videre alene på! Min ensomhed sluttede dog relativt hurtigt da jeg indhentede Morten Walter, der var kommet ud for at løbe et par runder og Hans Jørgensen der virkeligt har givet den gas i år med massevis af marathonløb. Vi fik også lige clearet verdenssituationen og det var rigtigt dejligt bare at snakke derudaf og sætte ord på diffuse tanker. Sidste runde løb jeg sammen med Hans og vi lå lunt i svinget i forhold til at Hans for anden gang i denne uge kunne sætte personlig rekord. Så vi skruede lidt op for tempoet og drønede derudaf. Super stærkt af Hans der løb sit fjerde marathon på fem dage og samtidig slog sin PR med 9 minutter (så vidt jeg husker)!

Alt i alt var det en fantastisk dejlig dag og en helt perfekt måde at få renset ud i alle de mere dunkle tanker der har fyldt mit hoved i de seneste dage. Det giver mig utroligt meget energi at være sammen med så mange glade og positive mennesker der deler ens egen store passion.

Imorgen står der som nævnt Fredskov Marathon på menuen. Det bliver også en dejlig dag! Det er dejligt at følge med i Annettes projekt fra første parket. Samtidig er der mange andre glade løbere og Danmarks nok bedst forvaltede depot. Toppen af krandsekagen bliver at min svoger kommer med og løber (mindst J) en halvmarathon og at Ditte og hendes svigerinde kommer forbi lidt inde i løbet for at snuse lidt til stemningen, løbe lidt med og heppe! Med udsigt til sådan en dag kan jeg ikke andet end at falde i søvn med et smil på læben!

Den hårdeste del af træningsforløbet...

… foregår i øjeblikket! De sidste tre uger er jo nedtrapning, og nu, godt inde i den anden uge, er jeg ved at gå ud af mit gode skind af denne inaktivitet. Denne uge har indtil videre har ugen bestået af hhv. 30, 60 og 50 minutters træning, og weekendens træningsmængde er nogenlunde det samme. Jeg bliver altid rastløs og irritabel i denne periode. Jeg kan mærke at energien hober sig op, hvilket selvfølgeligt er meningen, men når man er vant til at løbe 6-10 timer om ugen kommer man virkeligt i underskud.

En god effekt er at jeg bliver mere og mere sulten efter at komme i gang, og jeg glæder mig virkeligt! Det meste er på plads, og det der ikke er på plads kan jeg alligevel ikke nå at gøre noget ved. Så nu er det bare at nyde det, og visheden om at jeg er i en fysisk og mental forfatning der nok skal bære mig igennem løbet.  Jeg ved at det bliver min største fysiske udfordring hidtil, og jeg er så klar til at kæmpe med alt hvad jeg har. Lige nu vil jeg bare gerne spole ni dage frem og give den fuld gas! Da det ikke rigtigt kan lade sig gøre må jeg holde det ud og håbe at min familie gør det samme, eller sparker mig over skinnebenet hvis jeg bliver for umulig! J

Ugens træning

Først og fremmest gik sidste weekends double-marathon over al forventning. Begge løb blev gennemført i nogenlunde samme tid. – Oveni købet 40 sekunder hurtigere på andendagen. Det har givet en del træthed i benene i denne uge, men rent mentalt var det vigtigt for mig at kunne løbe så langt med trætte ben. Så jeg mener det var en god investering. Oveni den umiddelbare udfordring med to løb i streg var det også utroligt varmt begge dage. Fredag var der høj sol og ingen vind så det var totalt umuligt at få drukket nok undervejs. Derfor var jeg ikke perfekt hydreret til starten på lørdagens løb. Det gjorde dog at jeg havde mit fokus rettet mod at få drukket nok, og det hjalp mig meget. Lørdag startede nemlig med at være knap så varm, til gengæld var det ekstremt lummert og varmen kom snigende, hvilket gjorde at selv nogle af de rigtigt garvede fik problemer og en enkelt til og med måtte smide håndklædet i ringen pga. væskemangel.

Som sagt betød de to løb at jeg har været godt brugt i denne uge, og alt hvad der har mindet om intervalløb og tempoløb har været strøget af plakaten. Den har derfor udelukkende stået på rolige løb af relativt kort varighed. Først lørdag havde jeg lidt overskud i benene til at løbe med lidt tempo på. Jeg overvandt dog fristelsen om at løbe igennem og tog den helt med ro, og nød følelsen af at have mere at skyde med.

Næste uge fortsætter nedtrapningen mod NordVest100km der snart er rigtigt tæt på! Jeg glæder mig rigtigt meget og føler mig både fysisk og mentalt klar til den store udfordring.

Marathontræning

Ja egentligt handler det jo mest om ultraløbstræning, men på det sidste hvor flytteriet og istandsættelse af hus har været første prioritet, er der ikke meget tid til træning. Derfor er det jo godt at der er mange små marathonløb rundt omkring der starter rimeligt tidligt så man kan blive hurtigt færdig og komme hjem og arbejde, og undgå de allervarmeste timer på dagen. Derfor har jeg inden for den sidste uge haft to træningspas – to marathon løb. I søndags stod den jo som nævnt på løb hos Leif Skinnerup og i dag løb jeg hos Annette Fredskov.

Annette er i øjeblikket i gang med den helt utrolige at løbe 366 marathonløb på 365 dage! I dag var hendes løb nummer 13 i streg, og det i sig selv er jo utroligt flot! Vi var 6 løbere til start inklusive 1 debutant (helt fantastisk flot præstation i den hede!). Jeg har altid haft det svært med varme, så løbet i dag blev temmelig hårdt på trods af at vi startede allerede kl. 8. Som krydderi var ruten temmelig kuperet så det krævede lidt ekstra at komme igennem i dag. Heldigvis var ruten utrolig flot med marker og skov og da dele af ruten var ud-og-hjem fik man hilst på hinanden flere gange hvilket var super hyggeligt.

Jeg har tidligere rost depotet i Skodsborg for at være helt i top, men jeg må sige at de har fået sig en seriøs udfordrer hos Annette! Her stod hendes forældre nemlig for at der hele tiden var fyldte flasker på bordet og nok at spise. Man kunne til og med nyde den overdådige luksus at de skiftede sodavand og vand ud når det var blevet over stuetemperatur med iskold sodavand og vand med isterninger! Til og med var der opstillet havestole i deres garage, der udgjorde depotet, så man efter løbet kunne tage sig en velfortjent slapper i skyggen. Så der er virkeligt nogle løbsarrangører der skal tidligt op om morgenen for at nå de skyhøje standarter!

Apropos tidligt op så har jeg besluttet at stå tidligt op i morgen, køre til Hundige for at løbe Skinnermaraton kl. 7 og forsøge mig med min første double – altså to marathon på to dage. Det har længe ligget og rumsteret i mit baghoved at jeg gerne vil det. Min træning den sidste tid har jo ikke været super struktureret, og for lige at ruste mig mentalt til 100km Nordvest den 18/8 vil jeg gerne lige bevise overfor mig selv at det også kan lade sig gøre. Jeg forestiller mig at coach Christian ikke synes det er verdens fedeste ide, og da han holder sig en velfortjent ferie lige nu vil jeg ikke forstyrre ham med mine tossede indfald.

Herefter bliver der dog mere ro og mere kontinuitet i min træning da jeg begynder på arbejde igen mandag og jeg derfor kommer ind i en mere almindelig hverdagsrytme. Dette er nok meget godt i forhold til nedtrapning frem imod løbet så jeg både bliver mentalt og fysisk klar på dagen. Derfor er det SIDSTE marathon inden ultraløbet, det lover jeg mig selv!

Ikke så meget hokus pokus - men dog stadigvæk en smule..

Et par gange har jeg oplevet situationer hvor jeg virkeligt har taget store skridt videre i mit liv som løber. Løb er naturligvis en udholdenhedssport hvor kontinuerlig og omhyggelig træning munder ud i synlige resultater. Men de større mentale spring skal også til ind imellem. Ind imellem virker det ret tilfældigt hvornår de indfinder sig, andre gange er det et produkt af lang tids kamp, og ofte er det en fusion af begge dele. Et sådan spring oplevede jeg forleden og to andre gange har jeg oplevet noget, jeg føler minder om det samme:

Første gang var da Morten Walter fra Skodsborg marathon samlede mig op efter jeg ellers havde opgivet mit andet marathon i træk pga. dehydrering. Han foreslog at vi bare kunne følges ad de sidste 10-12 km i gang/løb og tage det lidt hen ad vejen. Før den oplevelse gik alt op i tider, og jeg udgik sågar af et marathon da jeg opdagede at jeg ikke kunne løbe det i den ønskede tid. Derefter fandt jeg ud af at det faktisk var sjovere at fokusere på den gode oplevelse, de dejlige mennesker og det at bruge sig selv.

Anden gang var under mit 100km løb. Her gik jeg helt kold efter 50 km. Jeg mødte efter 59km et par kammerater der var kommet for at heppe på mig, de tilbød mig en øl. Jeg havde alligevel besluttet mig for at stoppe, så jeg holdt en pause og drak en øl. I samme øjeblik som jeg drak ud kom min hustru cyklende imod mig, rystende på hovedet. Hun var blevet bekymret for hvor jeg blev af og var taget ud for at finde mig. Hun bankede lidt liv i mig og fik mig til at fortsætte. Derefter gik det støt og roligt resten af vejen igennem.

Tredje gang var natten til søndag. Vi var kommet hjem fra ferie lørdag og var godt flade efter en uge med alverdens herligheder i det sønderjyske. Jeg havde tilmeldt mig Skinnermaraton søndag for at losse lidt liv i træningen igen. Jeg brugte så hele natten mellem lørdag og søndag på at overtale mig selv til at jeg virkeligt ikke gad at stå op søndag morgen for at være i Hundige kl. 7.00. Efter ikke at have sovet sammenhængende indtil kl. halv 5 besluttede jeg at slå alarmen fra og droppe det. Derefter sov jeg som en sten…. Indtil kl. 6 hvor underbevidstheden åbenbart havde været på overarbejde, for jeg vågnede og var SÅ klar på at skulle løbe maratonløb og overvinde feriefederen! Så op og af sted selvom jeg dårligt kunne nå det. Jeg nåede dog starten og endte med at have en skøn morgen i Hundige. Det var svinehårdt efter ikke at have lavet noget i lang tid, men jeg gjorde det, og fik sat marathon nr. 20 på CV’et!

Mit seneste trofæ - et for en oplevelse der var hård, men som gjorde mig klogere.

Alle tre tilfælde er klart et produkt af mine mange træningstimer og det mentale arbejde der følger med. Der bliver fyldt på hele tiden og jeg bliver stærkere og stærkere, men i takt med at udfordringerne bliver større kræves der også mere af mig. Og det er vel også meget af grunden til at jeg gør det. Jeg føler at, ved at holde ved den hårde træning forbedre jeg mine chancer for at blive heldig. De gange hvor heldet har tilsmilet mig har det simpelthen været i kraft af mine grundige forberedelser til løbene, og selvom det har virket som de mest vanvittige omstændigheder der lige indtræffer på rette tidspunkt, så er det måske ikke så tilfældigt alligevel..

Jeg beklager hvis dette indlæg har været lidt rodet, men disse tanker trængte sig lidt på og det er en udfordring når så mange tanker skal formuleres på en gang J

Streng diæt, hundredevis af træningskilometer om ugen samt intensiv styrketræning…

... er det bestemt ikke blevet til den seneste tid! Til gengæld kan man godt sætte et "ultra" foran meget af det jeg har foretaget mig de sidste – ultra meget flytning i sidste uge, ultra meget feriehygge i denne uge (medfølgende ultra meget dejligt mad og drikke).

Undervejs i de sidste par marathonløb og det seneste 6timers løb har jeg kæmpet lidt med motivationen og har faktisk ikke rigtigt gidet fra starten af. Jeg har gennemført løbene og holdt hovedet højt, men jeg har kunnet mærke at det slider rent mentalt og at det ikke er blevet bedre af bare at knokle på. Derfor har denne ferie været hårdt tiltrængt.

Det var egentligt min plan at køre på med træningen og følge den ligeså minutiøst som jeg plejer. Men efter at være landet i det hyggelige feriehus i Sønderjylland har jeg bare slet slet ikke været i stand til at se meningen i hvorfor jeg skulle bruge tiden på løb nu hvor vi endeligt er kommet af sted for at slappe af. Derfor har jeg skåret de lange træningspas væk og i stedet løbet ture med familien og hygget med det. Jeg kan mærke at det er med til at lade de mentale batterier op og gøre mig klar på den sidste lille måneds træning inden løbet. For rent fysisk er det forsvindende lidt jeg kan nå at ændre på den tid. Men hvis jeg ikke mentalt er klar og ”sulten” på dagen så bliver det ikke sjovt, for ikke at sige umuligt at komme igennem de 100km.

Så jeg fortsætter min intensive ultrahyggetræning en uges tid endnu, for det er dejligt at mærke hvordan motivationen og lysten til de lange løb bare vokser og vokser. Den følelse har jeg savnet!

Flytterod og ultratræning

Som titlen antyder er vi igang med at flytte, hvilket er resulteret at jeg kun lige med nød og næppe kan finde ud af hvor jeg selv er i alle de flyttekasser, poser og andet. Heldigvis har jeg været istand til at finde mine løbesager og de har hjulpet med til at jeg nogenlunde kan lokalisere mig selv på landevejen eller i skoven.
Den sidste uge har været den nok mest intensive i hele træningsforløbet. Denne kulmination samtidig med lidt småskavanker har været en udfordring, men ikke nødvendigvis nogen dårlig en af slagsen. Det er jo en stor del af træningen at være opmærksom på kroppen signaler, og indstille træningen efter det. Dette er lukkedes rimeligt godt skulle jeg mene. Det er nemlig blevet til 11½ times løb på denne uge, hvoraf 8 timer lå lørdag og søndag. Det har været gode træningstimer hvor jeg fik bekræftet at formen er god, og at jeg er blevet væsentligt bedre til at reagere på kroppens signaler og indstille træningen efter det.
De næste uger bliver der trappet ned mod løbet så jeg gerne skulle stå helt frisk og klar på startstregen. Det passer meget godt ind i hverdagen hvor den næste tid bliver noget turbulent med det fortsatte flytterod.
Så flyttekaos og ultraløb er foreneligt. Bare ikke for længe af gangen!
Selvsagt bliver det svært at få skrevet på bloggen så meget som jeg gerne ville, men jeg prøver at komme med en update så ofte jeg kan.

Lidt om distancen fra skidt til godt

I dag skulle læggen sættes på første store prøve efter hele to hviledage i træk. Starten var dog alt andet end god da jeg, vanen tro, væltede ud af sengen, spiste morgenmad, hoppede i tøjet og løbeskoene og så ellers fór ud af døren. Fuldstændig kold og uden opvarmning og så ud og pleje en ny skade? Svært dårlig ide skal svaret lyde! Den sad der naturligvis lige med det samme igen, så jeg humpede desperat videre og prøvede febrilsk at finde en løbestil der ikke generede læggen alt for meget. Løsningen blev at løbe meget langt fremme på foden, både i afsæt og landing. Så jeg kom da hel på arbejde, men jeg gruede noget for eftermiddagens tur.

Den bekymring blev heldigvis gjort rimeligt til skamme. Jeg fortsatte morgenens succes med forfodsløbet og det gik faktisk strygene alle 90 minutter, både på landevej og lidt i skoven med lidt terræn. Fuglene sang og det var rigtigt dejligt varmt dansk sommervejr. Så det der startede om morgenen som en lidt kold dukkert endte som en dejlig varm optur! J

I morgen skal der ligeledes løbes 90 minutter og jeg glæder mig!

Opdatering på skade og lidt positivt

Onsdagens skade i læggen er desværre af en art der ikke bare kan løbes væk. Dvs. jeg kan godt løbe, men hvis det går op ad bakke eller hvis jeg lander for langt fremme på foden giver den lyd fra sig. I går kunne jeg således løbe 1½ time, halvdelen af turen med Rosa i babyjogger (bestukket med et æble klarede hun det rigtigt godt!), men jeg skulle hele tiden være meget forsigtig. I dag har jeg ikke rigtigt mulighed for at komme ud at træne, og det passer faktisk meget godt. Jeg holder pause i dag og mandag og håber derefter at jeg kan starte træningen roligt op igen. Det vigtigste er dog at jeg bliver skaden fuldstændig kvit. Der er jo kun godt 1½ måned til 100km NordVest, derfor er der ikke noget der skal forceres. Hellere stå klar på dagen i lidt mindre god form, men uden små skavanker der kan sætte en stopper for gennemførelse. Mit hovedmål er jo at gennemføre og få en god oplevelse. Tiden er fuldstændigt underordnet!

I forlængelse af onsdagens løb er der blevet lagt diplom op på nettet og jeg bliver lige nødt til at ligge et link til det. Min dejlige kone og datter har nemlig sneget sig med, det synes jeg er fint! J I øvrigt var der i onsdags en ung fyr, Niels, der debuterede på marathon. Jeg synes dæleme at det er god stil at vælge sit første marathon på skodsborgruten der bestemt ikke høre til landets nemmeste ruter. Og ovenikøbet et løb på en almindelig onsdag eftermiddag. Super godt gået!

Smuk og hård "Sommeraften i skoven"-marathon.

Rammerne i Skodsborg var i går helt i top. Som sædvanligt var der fuldstændigt styr på depot og den gode stemning. Dette var krydret med perfekt, køligt marathonvejr. Vi startedei  to tempi hhv. kl. 15 og 16, dette var til ære for de fodboldtossede der gerne ville nå hjem til EM-semifinalen. Jeg startede dog hovedsageligt tidligt fordi jeg havde Rosa og Ditte med i skoven, og for at det ikke blev alt for meget over Rosas sengetid passede det bedst sådan.

Vi var en 7-8 stykker der ”tyvstartede” og det gik stille og roligt derud ad. Jeg kunne dog nærmest fra starten mærke at jeg ikke var vant til at løbe på det tidspunkt af dagen. Jeg plejer naturligvis at træne lige efter arbejde, men rent mentalt er jeg ikke vant til at skulle præstere så længe på det tidspunkt, og det gav mig virkeligt udfordringer undervejs!

Her undertegnede mens det stadig kørte i trailsko.

I tirsdags løb jeg små 17km i nogle af mine meget minimalistiske sko så mine lægge var godt spændt op og rimeligt udmattede fra starten. Som regel forsvinder den slags ømhed når jeg bliver varm, så jeg lagde bare stille og roligt ud og håbede det bedste. Efter små 20 km kom der dog kontant udbetaling for ikke at lytte til kroppen – jeg oplevede den samme smerte i læggen som jeg havde oplevet i baglåret under 6timers løbet i Holte. Et lille riv der derefter udviklede sig som en varme i min læg, og det trak fra vedhæftningen ved baglåret og ned i foden. Jeg løb forsigtigt videre og det var faktisk kun ved løb op ad bakke at smerten kom igen. Jeg besluttede mig derfor for at tage det helt roligt frem imod depotet og skifte sko der til nogle blødere løbesko end mine trailsko. Det hjalp og jeg løb meget forsigtigt videre. Der sker dog tit det for mig at når jeg bliver nødt til at sætte farten ned, så bliver resten af løbet meget hårdere fordi jeg simpelthen ikke føler jeg kommer nogen vegne når det tager 30 sekunder ekstra pr. kilometer. Det er naturligvis noget rent mentalt og en god ting ved dagens marathon var jeg virkeligt fik mulighed for at få trænet den del! J

For denne følelse dukkede op nogenlunde samtidig med at tidspunktet for hvornår jeg plejer at spise aftensmad indfandt sig. Så den sidste del af løbet blev en hård kamp og den rene ynk! Det ligner mig dårligt ikke at kunne finde det positive fokus, men når nu det ikke lige er der kan kampånden heldigvis findes frem!

Undervejs mødte jeg heldigvis andre af dagens løbere jeg kunne hilse på, og det var generelt min fornemmelse at de fleste havde det lidt hårdt i dag. Jeg mødte dog Henriette Lisse og Annette Fredskov der begge havde løbet Quattro-marathon (altså fire marathon på fire dage!!) i weekenden. De var lige ude for at løsne lidt op i benene som de selv sagde med hhv. 24km og marathon! Respekt herfra, i er simpelthen for seje!

Med godt en runde tilbage blev jeg indhentet af en fyr med hvem jeg desværre ikke fik udvekslet navn. Men vi slog følgeskab den sidste del af mit løb. Han var først startet kl. 16 så der var lidt længere ind for ham, men heldigvis for mig, valgte han at sætte farten ned og så kunne vi ellers sludre om lidt af hvert. Det var med til at holde farten oppe på et nogenlunde niveau og vigtigst af alt, så var det super hyggeligt! Tusind tak for følgeskabet skal der lyde herfra, og jeg håber at resten af din tur gik godt!

Også Rosa nåede at blive godt træt ude på ruten! Her ved et af de mange skilte der markerer Skodsborgruten.

Således godt i mål blev jeg belønnet med medalje og et knus af fruen og datteren, der var en super fantastisk opbakning på dagen. Derefter fulgte en masse guf fra depotet, en god sludder med Morten og en kold Classic der efterhånden er en fast tilbagevendende bonus i Skodsborg. Det er virkeligt høj klasse!

Dette marathonløb blev altså et af de hårde af slagsen og dermed et af dem man bliver klogere af. Endnu engang kan jeg glæde mig over at jeg kæmper videre trods udfordringer af den kedelige slags, og kommer hele vejen igennem. Nu håber jeg bare at en dags hvile på sofaen er nok til at læggen bliver sig selv igen. Heldigvis består resten af ugens træningspas af korte, flade ture i roligt tempo, så på den vis er det ret god timing med en lille skade.

En helt færdig Jannik sunder sig ovenpå dagens strabadser. Her med de blødere løbesko, der hjalp mig igennem de sidste godt 23km.

Hård træningsuge samt uløste mordgåder

Denne uge blev en træningsuge med både god intensitet og mange timers træning. Kroppen har været godt presset og morgendagens hviledag passer mig fint.

Tirsdag blev det til 1½ times intervaller i Dyrehaven. Efter Alpine walk lørdagen forinden var benene stadigvæk ømme, men jeg pressede den så meget som jeg mente var forsvareligt. Jeg løb mig altså ikke helt ud, men havde fokus på de efterfølgende dages træningspas.

Onsdag blev det til 2 timers roligt løb, også i skoven ligeledes i et lidt forsigtigt tempo.

Torsdag stod den på 1½ times bakkeintervaller hvor baglår og lægge endnu engang kom på hårdt arbejde!

Lørdag var ugens træningsmæssige højdepunkt hvor den stod på tre timers løb hvor tempoet gradvist skulle sættes op, afsluttende med spurt de sidste par kilometer. Det endte dog ikke med at tempoet blev særligt meget højere hen ad vejen, i stedet steg pulsen gradvis. Det ser jeg som et tegn på at kroppen er ved at være slidt ned efter en hård uges træning. På den måde blev de sidste 1½ time rent overlevelse og fokus blev holdt på at holde tempoet oppe. Det lykkedes og efter sådan et træningspas er jeg glad for bare at have gennemført det. Nogle dage flyver man igennem, andre dage skal man virkeligt grave dybt i sig selv. Sådan er det.

Det der med at løbe med musik i ørene har aldrig rigtigt bidt på mig. Både når jeg skal løbe langt og når jeg skal løbe intervalløb bliver jeg forstyrret af det. I stedet har jeg i denne uge forsøgt mig med lydbøger. Og det kunne jeg nok nemmere blive bidt af. Ganske vist ryger der nogle pointer, men når jeg kan nå at høre en hel bog på tre dage så får jeg trods alt mere med end hvis jeg skal læse en alm bog, hvilket nemt kan tage tre måneder. Så i denne uge har jeg fået hørt en hel krimi og halvdelen af biografien om fodboldspilleren Lars Elstrup. Så det er ikke værst! Og når nu at de bare ligger på DRs hjemmeside og koster gratis så skal de da rives ned fra hylden.

Lige straks er jeg på vej ud af døren for at løbe ugens sidste træningspas - 1 times roligt løb. Det passer mig faktisk fint, for så kan jeg få løbet lidt af gårsdagens alkohol og rigelige mængder mad ud af kroppen. Det var jo Skt. Hans og dermed min føs’dag der blev fejret med det meste af familien, så det var dejligt! Men efter sådan en omgang trænger kroppen til at blive brugt!

To måneder til det går løs!

I dag er der blot to måneder til min forløbigt største udfordring. Selvom jeg er i fysisk god forfatning, og jeg er meget sikker på at det nok skal blive en fantastisk oplevelse, begynder det alligevel at komme meget tæt på! I den perfekte verden skulle jeg jo helst nå liige at tabe 5-10 kg og teste en masse udstyr af inden. Så et øjebliks panik kan jeg godt tillade at springe frem. Men når den så har haft sin sendetid, så er det også fuld fokus på alt det der er på plads, og på den store selvtillid jeg efterhånden har fået bygget op. Erfaring kan ikke købes for penge, og den er jeg ved at have noget af, og min form har aldrig været bedre. Så fuld knald på træningen de næste to måneder og så kan det ikke blive andet end en helt igennem fantastisk oplevelse, bildæk eller ej! J

I går blev det til en dejlig tur i skoven med Ditte. Her fik jeg anledning til at hygge mig med mine fuldstændigt smadrede ben og baller! Hold fast det der Alpine walk er noget der virker! Også i dag humper jeg rundt som om jeg har løbet 100km. Derfor har dagens træningsfrihed ikke fremkaldt den mindste smule rastløshed.

Så til alle jer der keder jer en søndag formiddag: Kom i tanke om den bakke i hader mest af alle i verden, og gå så ud og sæt den på plads i en håndfuld timer!

I morgen står den på 1½times intervaller, såfremt bentøjet tillader det.

Alpine walk

Kan 15 kilometers løbetræning på 3 timer have nogen effekt eller bare være det mindste anstrengende? Og hvad så hvis det foregår i gang og ikke har det mindste med løb at gøre? Det fik jeg bestemt svar på i går hvor den stod på 3 timers ”Alpine walk” i Dyrehaven. Konceptet er at finde de stejleste bakker i nærheden og så ellers bare gå op og ned af dem i tre timer. Det blev til passage af Djævlebakken hen ved 40 gange i rask gang. Det resulterede i ca. 500 højdemeter og fik virkeligt sveden til at vælte af mig. Heldigvis blev det en fin dag i går og ikke så regnfuld som der blev truet med. Dette havde fået en masse mennesker i skoven, hvilket forsynede mig med et pænt stort publikum… De har troet at jeg var fuldstændig vanvittig!

Undertegnede efter 3 timers forcering af bagvedliggende bakke

Efter en times tid kunne jeg godt mærke hvilke dele af kroppen der ville komme på overarbejde. Bag lår, lægge og balder blev virkeligt brugt og efter afsluttet træning var jeg godt slidt, og temmelig forundret over hvor hurtigt de tre timer var gået på trods af den monotome øvelse.

Bakken fra anden vinkel

Her dagen derpå er jeg virkeligt øm i kroppen. Heldigvis består dagens træning af en lille times roligt løb sammen med fruen, så der kan jeg lige få løsnet lidt op i det hele.

Lidt om motivation og kramper

Nogle dage er det svært at finde motivationen til at komme af sted. Hvis jeg skal ud på længere ture, eller hvis der skal løbes intervaller eller lignende plejer jeg ikke at have problemer med at stryge ud af døren. Men i dag hvor der skulle løbes ½ times hyggeløb var det svært at overbevise mig selv om at det var besværet værd, når jeg dårligt kunne nå at få sved på panden. Så må man finde lidt lokkemad frem! I dag bestod lokkemaden i mine Inov-8 F-lite sko. – I ved dem der minder mere om Kawasaki end om løbesko ved første øjekast. Så jeg brugte den halve times løb på tekniktræning omkring Gentofte sø. Og så giver den halve time jo pludseligt mening!

I går løb jeg en tur langs Øresund hvor jeg løb 9 minutter og gik 1. Bare sådan en helt stille og rolig tur uden noget som helst formål andet end at få luftet stængerne. I går løb jeg en time så der var motivationen der naturligvis med det samme! J Turen sluttede desværre lidt ærgerligt da jeg nok har fået noget kulde på maven og derfor døjede med mavekramper et par timer efter træningspasset. Det er altså også svært at vælge det rigtige tøj når sommeren arter sig som den gør herhjemme!

I morgen er fridag fra løbet og i weekenden venter der årets foreløbigt mest vanvittige træningspas som coachen har strikket sammen til mig. Men mere om det lørdag.

Ultraløb før, under OG efter

For nogen tid siden hørte jeg et interview med en kvindelig ekstremløber der sagde at man ikke skulle foretage sig drastiske ting i tiden efter et ekstremløb, fordi man mentalt har været så meget igennem at man ikke er helt ligevægtig. Nu var jeg ganske vist kun i gang i 6 timer i lørdags, men jeg kan dog godt genkende den ovennævnte følelse. Jeg endte med at tage mig en fridag i dag for lige at synke oplevelsen og give tankerne lidt rum. Der har ikke rigtigt været tid til det efter løbet, hvilket har manifesteret sig i en følelse der nok bedst kan forklares som en slags rastløshed.
Så i dag har jeg slappet af, sovet adskillige formiddags/middagslure og læst en god bog. – Super hyggeligt.

Heldigvis har jeg et træningsprogram der bød på en times bakkeintervaller i dag. Ellers var jeg nok sunket helt ned imellem puderne i sofaen! Det blev eksekveret i Ulvedalene og det var rart at mærke at kroppen var på toppen igen. Jeg kunne naturligvis godt mærke at jeg lige har løbet i 6 timer, men alt andet ville vel også være underligt. Men jeg synes selv jeg fik løbet rimeligt igennem i bakkerne, og jeg oplevede slet ikke noget problem med baglåret. Dette bekræfter mig i at lørdagens smerte i baglåret skyldes udstyret.

I morgen står den på 1 times hyggeløb med indlagt gang for ikke at presse citronen, og så er det bare med at bygge stille og roligt på, så jeg kommer op på den sædvanlige træningsmængde igen indenfor den næste uges tid.

24run i Holte

Ultraløb er en uforudsigelig størrelse hvor det aldrig går som man regner med. Og løbet i Holte i går blev ingen undtagelse! Løbe- og energistrategi var, som jeg skrev forleden, på plads og mentalt var jeg hvor jeg skulle være.

De sidste stumper bliver gennemgået inden start.

Ditte og Rosa var taget med ud for at sende mig godt af sted, og inden starten fik jeg hilst på en herre jeg havde mødt i Skodsborg i tirsdags. Han skulle løbe 24 timer – respekt for det! Der var i det hele taget god stemning og folk var spændte og forventningsfulde.

Lige inden startskuddet lød, sagde speakeren at ”det kun er noget vi leger” når vi kaster os ud i den slags udfordringer. Og med den ringende i baghovedet gik starten. Som arrangørerne havde lovet var det en temmelig krævende rute. Flis stier, knoldede skovstier og gode bakker nåede man ud på inden man rundede de godt 2,5km af på centers banen. Jeg kom til at følges de første ca. 2½ time med en fyr der hed Peter. Han havde for første gang kastet sig over 6 timers løb. Han havde løbet 50 km i Albertslund hvor jeg løb 100km, så med udgangspunkt i det gik snakken lystigt, og jeg fik ikke helt holdt fokus på tempoet hvilket resulterede i et lidt opskruet tempo. Det første lille brud på planen skete efter ca. 2½ time. Peter var smuttet i depot og jeg løb videre. Lige pludseligt mærkede jeg et stræk i baglåret hvorefter en varme bredte sig samme sted. Det første jeg tænkte var ”fibersprængning”. Derfor satte jeg tempoet gevaldigt ned og luntede af sted. Lidt efter kom Peter susende forbi i god stil. Jeg endte med at komme helt ned at gå og straks begynde den lille djævel på skulderen at tale om at udgå, men jeg besluttede mig ret hurtigt for at jeg, hvis ikke benet blev værre, ville fortsætte med at gå og nå de 50km. Næste gang jeg passerede depotet var Peter stoppet med problemer med hoften, utroligt ærgerligt men flot resultat med godt 40 km alligevel, og tak for super selvskab!



Her kommer Peter, Claus Posemand Rasmussen der kom på en flot 2. plads i 24 timer solo, og jeg løbende på banen.

Samtidig tog jeg mine lårkompressitonsdimser af hvilket nærmest øjeblikkeligt fjernede smerten fra baglåret! Min teori er at den elastik der holdt dem på plads har klemt nerverne i baglåret og udløst smerterne. Så nu er de i hvert fald arkiveret og ude af min løbegaderobe. Jeg tog dog ingen chancer herefter og gik/løb den næste 1½ times tid. Og her skete den næste kovending i løbet. Jeg blev overhalet af en fyr som jeg kunne genkende. Han løb sidste efterår 6timers løb i Albertslund ligesom jeg, han gjorde det bare i bare fødder! Jeg løb op til ham for at spørge hvorfor i alverden han i dagens anledning havde taget sko på? Det viste sig at de skulle testes mhp. at bruge dem til 100km Nordvest! Og så var der jo virkeligt lagt i kakkelovnen til en ordentlig lang snak om forberedelser frem imod det løb. Så Mads og jeg fulgtes ad et godt stykke og det var virkeligt hyggeligt! Efter lidt tid gik han i depot og jeg luntede videre, han overhalede mig på ny og jeg spadserede videre. Også tak for en hyggelig snak til dig, og jeg glæder mig til vi ses den 18. august på startstregen! J.

Da jeg passerede speakeren med godt en halv time tilbage af løbet, hørte jeg ham sige at det lå tæt mellem nummer 5-6-7. og jeg lå 7’er. Det fungerede fuldstændigt som en rød klud, og jeg satte tempoet op. Jeg havde jo slet, slet ikke løbet mig ud, og jeg besluttede mig for at presse baglåret lidt og gi den noget gas.

Det er naturligvis ikke helt så ligetil at sætte tempo på, jeg havde jo trods alt været i gang i næsten 5½ time og kroppen var ret øm. Men det er virkeligt et skoleeksempel på hvordan ultraløb kan tage fusen fuldstændigt på en. Under et marathonløb får man typisk kun en enkelt krise hvis nogen overhovedet. Ultraløb byder på flere op- og nedture i alle former og størrelser.

Men jeg kom altså op og løbe et tempo der svarede til mit udgangstempo godt og vel. Det betød at jeg fløj forbi de foranliggende og at jeg endte med at tilbagelægge godt 58 kilometer på en dag hvor jeg gik i godt 1½ time!



Mht. udstyret må jeg altså sige at kompressionsudstyr fra Compressport foreløbigt er lagt på hylden. Jeg har nemlig også oplevet det samme problem med deres kompression til læggene, uden dog at tillægge det så megen opmærksomhed. Med dem har det bare været tilhæftningerne i læggen der blev generet. Så jeg regner med at gå tilbage til mine CEP kompressionssokker, som jeg vel egentligt ikke har været gået helt bort fra.

Her undertegnede med masser af overskud.

Det gik super fint med Inov-8 trailskoene, ikke en eneste vabel blev det til, så det er virkeligt opløftende!



Det var ikke så varmt i går men jeg synes at jeg havde problemer med at få væske nok indenbords, og jeg skal nok til at opjustere mit væskeindtag under så lange ture. For når først man er ved at dehydrere kræver det utroligt meget at få det stabiliseret igen.

Det var naturligvis ærgerligt med baglåret for set i bagspejlet kunne jeg have endt omkring 1. pladsen hvis jeg kunne have holdt tempoet. Men det er jo på ingen måde det der betyder noget. Det vigtigste er at jeg slet ikke mærker noget til det i dag og kan fortsætte min træning som planlagt. Det endte altså med at blive et rigtigt godt træningspas, hvor både det fysiske og det mentale blev udfordret.



Så alt i alt var det en rigtig god dag, og en dag hvor jeg blev utroligt meget klogere på mig selv og mit udstyr. Jeg fik hurtigt vundet over lysten til at udgå og revurderede planen med det samme, og satte mig et nyt realistisk mål. Det er jeg virkeligt stolt over og det lover godt frem imod 100km Nordvest.

Forberedelser til 6 timers løb i Holte

I overmorgen står den på 6-timersløb og derfor blev dagens træning den sidste inden, og det blev en meget rolig én af slagsen. ½ times roligt løb for at sikre at det hele var som det skulle være. Der er stadigvæk lidt murren i venstre lyske/knæ efter mit forrige marathon i Skodsborg. Under det seneste Marathon kunne jeg også mærke det, men det forsvandt undervejs og jeg regner med at dette også sker på lørdag. Bortset fra den lille skavank er jeg klar og er ved at have udstyrs- og energiplan på plads i hovedet. Derfra og så til at få gjort noget ved det er en kort vej. Så jeg skal nok stå fuldstændig klar lørdag kl. 10. Jeg regner med at bruge begge mine Raceveste til energidrik og gels. De kan rumme hhv. 1½ og 2 liter væske, hvilket burde være nok til 6 timer. Det betyder naturligvis at jeg skal bære min energi hele vejen, men jeg er vant til at løbe med vægten, og det er jo også det der skal ske til 100km Nordvest. Så derved endnu mere god træning! J Mht. sko har jeg besluttet at prøve trailskoene. Jeg får ganske vist vabler af dem og ømme ben. Men det er den sko jeg vil løbe 100km i, og hvis ikke jeg kan klare 6 timer i dem, så skal jeg ud at finde nye sko i en vis fart for at blive vant til dem inden august. Jeg tager naturligvis et par af de bløde ”sutsko” med i tilfælde af at det slet ikke går.

Mine to virkeligt gode raceveste.

Nu står den bare på afslapning i morgen. Nå ja, lige en arbejdsdag og afhentning af startnummer i Holte, men ellers kun hygge og opladning.

Grundlovsdag i Skodsborg

Flere dages mental opvarmning med fokus på en rolig tur i Skodsborg var åbenbart hvad der skulle til. Jeg mødte i hvert fald op til ”Grundlovsdags-marathon” med en fastmejslet plan om at tage den i et nedskruet tempo HELE vejen. Der var rekordstort fremmøde i den smukke, men noget afkølede skov. Det var faktisk så koldt om morgenen at jeg overvejede at finde handskerne frem igen. Men jeg nægtede pure at juni måned skulle være handskevejr! Heldigvis artede vejret sig også bedre op ad dagen, og da først løbet var i gang var det helt ok. Første runde løb jeg med en større gruppe hvor jeg blandt andet fik talt lidt med Marlene, der har trænet nogle af mine kollegaer og mig frem imod DHL-stafet sidste år. – Rigtigt hyggeligt! Derefter løb jeg solo det meste af tiden med undtagelse af en håndfuld kilometer hvor jeg fulgtes med tre herrer. De kilometer fløj af sted, for det gør de jo når man kan hyggesnakke og fjerne fokus fra bentøjet.

Flot fremmøde i rødt og hvidt.
Foto: Karen Lyager Horve

Jeg kunne under hele løbet godt mærke at kroppen ikke helt var ovenpå efter miniferien. Jeg følte mig tung, og kunne faktisk ikke finde det fokus og den motivation der ellers plejer at være meget svær at banke ud af mig. Der er noget mentalt svært ved at tvinge sig selv til at løbe marathon 15-20 minutter langsommere end man ved man kan. Der var naturligvis en god grund til dette, men det er svært at holde igen når man er i fuld gang. Det endte heldigvis med at jeg holdt et jævnt tempo hele turen igennem og vigtigst af alt, jeg er helt på toppen dagen derpå.

Når jeg ser tilbage på hvad der var medvirkende til at gøre løbet lidt ”tungere” at komme igennem ser jeg to vigtige ting: Den ene er skovalget. Jeg havde valgt at løbe i et par af mine mængdetræningssko der ikke tvinger én til at lande fremme på foden. Det gør at jeg nemmere falder sammen i overkroppen, skridtfrekvensen falder og jeg lander mere på hælene og bremser derved fremdriften. Den seneste tid har jeg næsten udelukkende trænet i trailsko som får løbet til at føles meget lettere. Problemet med disse sko er at det kræver meget fokus på teknik hele tiden og at mine muskler ikke er helt vant til den teknik endnu. Den anden ting der har spillet ind var mit energiindtag. Jeg løb i går uden at indtage gels for at træne kroppen i at arbejde med fedtforbrænding. Det seneste halve år har jeg sørget for at få al den energi kroppen havde behov for undervejs for hurtig restitution. Så når nu kroppen ikke får det den har været vant til bliver den lidt småsur, og gider ikke rigtigt.

Målgang sammen med Jesper der gav den fuld gas på sidste runde.
Foto: Karen Lyager Horve 

I dag har været hviledag og i morgen står den blot på en hyggetur, og fredag skal der ikke laves noget IGEN. Men jeg er helt sikker på at al denne ”spildtid” er godt investeret da jeg gerne skulle løbe rigtigt langt lørdag. Der bliver et hårdt 6timers løb i et krævende terræn – og jeg glæder mig helt vildt! J

Oslocruise = Dårlig træning

Som den optimist jeg forsøger at være, tænkte jeg at en stille og rolig tur til Oslo var lige hvad min krop havde brug for ovenpå en meget hård træningsperiode. Bare slappe af, spise lidt god mad og hygge med familien. Jeg havde været optimist og taget træningstøj med så der kunne løbes en times tid i Oslo… Jeg havde ikke lige taget højde for at det jo var meget hyggeligt om aftenen. Derfor: meget mad, meget vin, lidt søvn og en solid dehydrering. Alligevel fik min søster sparket mig af sted og vi kunne jo godt lige smutte op om Den Norske Opera der lå lige rundt om hjørnet. Det gik også fint at komme derover, men derefter blev jeg hurtigt sat på plads! Kramper i begge underben og solid blodsmag i munden gjorde det til en kort fornøjelse! Så der blev humpet tilbage til skuden og så indtaget rigeligt med vand!

I går stod den på to timers løb, og en lille smule klogere løb jeg i skoven efter at  være tanket godt op med væske, og en helt fyldt vandblære i tasken. Alligevel endte det med at blive vildt hårdt! Der skulle løbes i bakker og det blev der sandeligt! Jeg havde slappet af hele weekenden så derfor mente jeg at jeg havde brug for at blive slidt helt ned. Og den slags er jeg virkeligt mand for: små 25km i skovbund, på grussti, på ridesti og hvad jeg ellers kunne finde af udfordrende underlag blev testet, og da jeg kom hjem var der vist ikke meget tilbage af mig!

I dag har der så været ro på da der jo skal løbes i Skodsborg i morgen. Denne gang har jeg lovet mig selv højt og helligt at det virkeligt skal foregå i et roligt tempo, for hvis jeg ikke kan det bliver jeg fuldstændigt tværet ud på lørdag til 6timers løbet i Holte!

Træt og slidt - men udstyret holder!

Jeg skal lære at tage den med ro når jeg løber ”hyggemarathon”, og jeg skal optrappe brugen af trailsko stille og roligt. Det var de to ting der primært fyldte i mit hoved under dagens løbetur. Det skulle have været 1½ times løb, men blev til 70 min. Jeg havde dårligt tid til mere da jeg skulle hente den lille. Men langt hen ad vejen var det nok også bare fordi det slet ikke spillede i dag! Efter MT-løbet i søndags, der altså blev løbet i lidt for optimistisk tempo, og intervallerne bare to dage efter i fuldstændigt flade sko er min krop gået i noget der minder om strejke. Og der forstår jeg egentligt godt! Så jeg snøvlede mig igennem en meget hård tur i dag, og det går bare ikke! I morgen skulle jeg have løbet bakkeintervaller, men det bliver jeg nødt til at skyde en hvid pil efter. Nu skal kroppen have ro, i hvert fald indtil ømheden i benene er forsvundet, og så må jeg tage den derfra.

Det nye ur der opdaterer på livet løs

I dag fik jeg testet mit nye ur og det virkede, ligesom de andre 3 jeg har haft før det, upåklageligt. Mon ikke det skal testes på et ”hyggemarathon” på tirsdag? Man skal vel fejre Grundlovsdag. J

Intervaller og ur

Og i dag blev der i sandhed knoklet! Heldigvis var temperaturen dalet siden i går, så varmt var det ikke. Men bortset fra det havde jeg gjort alt hvad der stod i min magt for at det skulle blive en hård løbedag. Det er første gang at jeg træner intervaller blot to dage efter et marathon løb, og jeg skal hilse at sige at løbet stadigvæk sad i benene! Det var virkeligt et par blyklodser jeg slæbte rundt på i dag. Dette tilsat et par vildt lækre, men også rimeligt minimalistiske løbesko der virkeligt kræver teknik og overskud at løbe i, efterlod mig med meget ømme og tilsyrede ben bagefter. På positiv siden kan jeg sige at jeg faktisk fik løbet 1½ time selvom de sidste par kilometer efter 12 gennemførte intervaller a 1½ minut var meget lidt kønne.

INOV-8 F-lite 195 - kun til friske ben fremover.

En dejlig nyhed der ventede på mig da jeg kom hjem var at mit pulsur var forsøgt afleveret med posten. Det ekstra dejlige var at Ditte straks meldte sig til at hente det til mig. J Jeg har ikke været helt forskånet for problemer med det pulsur jeg nu har haft igennem to år. Både problemer med at få det til at registrere korrekt puls og senest frøs skærmen pludseligt. Men jeg har været rigtigt glad for urets funktioner og brugervenlighed. Det der nok endegyldigt har gjort at min tålmodighed med det fortsat er stor, er at hver gang jeg har indsendt uret til Garmin med en skavank har de omgående sendt mig et nyt ur. Det er virkeligt service.

I morgen står den så på en stille og rolig tur i skoven i de blødeste og mindst krævende sko jeg kan opstøve, ledsaget af mit spritnye ur.

Pinsemarathon i Skodsborg

I går gik turen atter engang til Skodsborg hvor der var Pinsemarathon. Der var igen flot fremmøde, vejret viste sig fra sin bedste side så det lovede godt for en dag i skoven. Heldigvis er der jo dejlige mængder skygge i skoven, en væsentlig forskel fra sidste søndag hvor vi blev stegt fuldstændigt i Københavns gader. Der blev småsludret og hygget som sædvanligt, hyggeligt at tale med nogen af lidelsesfællerne fra Cph. Jeg var lidt spændt på hvordan kroppen artede sig i dag, da det ikke er så tit at jeg løber to marathon med så kort tid imellem. En anden usikkerhed var at jeg ville løbe i mine nye trailsko fra Inov-8. Det er indtil videre kun blevet til lidt småture i dem, men det skulle jo prøves. For at bringe mig selv yderligere på gyngende grund blev løbet også den første tur med ny løberygsæk, samt første test af nogle kompressionsdimser til lårene. Så i dag blev undtagelsen der bekræfter reglen om at jeg normalt gennemtester alt udstyr, og altid vil være fuldstændigt på den sikre side inden jeg kaster mig ud i længere løb.

 Jeg lagde derfor roligt ud for lige at mærke efter at det hele nu sad som det skulle. Det lod det til og fandt ind i mit normale tempo, og så kørte der ellers derudad.

Heldigvis blev jeg ikke straffet for hårdt for min dumdristighed, kompressionen og tasken virkede aldeles upåklageligt. Det gik også fint med skoene med undtagelse af temmelig stive lægge dagen derpå samt en enkelt blodvabel på venstre forfod. Men det var nådigt sluppet. Benene var helt sig selv og jeg kom fint igennem, med stor hjælp fra Dyrehavens skyggefulde træer.

Nathan HPL 020 Race Vest

Efter målgang blev der tanket op i depotet, hvor Jerk havde sørget for øl til marathonløberne – virkelig høj klasse på sådan en lun dag.

I dag er blandt andet gået med en dejlig gåtur i skoven med mine forældre, min kone og vores datter. - Så bliver aktiv restitution ikke bedre. J

Med familien i skoven

Nu er næste mål ud i fremtiden 6timers løb i Holte den 9. juni. Det vil sige hvis jeg kan holde mig væk fra Grundlovsdag marathon i Skodsborg… Alle de fristelser, jeg vægter lidt for og imod i disse dage. Men du kan nok gætte i hvilken retning pilen drejer…

I morgen står den på 1½ times intervaller langs Kystvejen, så der skal knokles!

Lidt om ømme ben og blod

Denne uge er blevet brugt til at komme sig lidt over chokket i København søndag. For det udløste noget mere træthed end forventet.

Tirsdag fik jeg lidt gang i kadaveret med en rolig tur, her blev jeg det første stykke ledsaget af fruen. Det var mentalt meget godt at være den der skulle vise overskud og snakke lidt hele tiden. Resten af turen gik solo, og det gik såmænd rigtigt fint. Det er okay at være træt i kroppen to dage efter et marathon syntes jeg. Det vigtigste med turen var egentligt også at mærke efter at intet var gået i stykker.

Onsdag blev det til en times roligt løb også uden nogen skavanker. For at give denne tur lidt udfordring løb jeg i et par minimalistløbesko, hvilket kræver lidt mere af underben og teknikken. Jeg kunne da efterfølgende også godt mærke at benene var der. Men det manglede også bare.

I dag skulle den have stået på en times bakkeintervaller i Ulvedalene. Men da jeg i eftermiddags donerede blod valgte jeg at nøjes med en times hyggeløb for ikke at rende ind i et ildebefindende. Den beslutning kom faktisk mens jeg lå på briksen med nålen i armen. Pigen ved siden af mig, der var til sin første tapning, besvimede pludseligt. Derfor tænkte jeg, at jeg nok hellere liiige måtte tage de der anvisninger de kommer med sådan et sted lidt alvorligt. Så jeg luntede lige så stille en time i det herlige sommervejr der virkeligt har bidt sig fast!

Eneste lille ting på minussiden er at mit gps-ur desværre er gået i stykker, så det skulle indsendes til Garmin. Men de plejer at være gode og hurtige til at klare den slags, så jeg går bare og glæder mig til at få et toptunet ur tilbage.

Hold da op hvor var det en vidunderlig smuk sommerdag i går! Man skal virkeligt være et skarn hvis man klager over det…. Og det er jeg vel så lidt. For pyh det var en lun omgang at løbe i København! Når der er så mange løbere samlet bliver man nemt grebet lidt af stemningen, så jeg kom med et friskt bud på sluttiden og lagde mig bag fartholderne der skulle føre os i mål i 3 t og 20 min. Der gik dog ikke mange kilometer før jeg mærkede varmens virkning. Jeg var dog godt med indtil ca. 30 km. Derefter tog jeg mig sammen, lyttede til kroppen og satte farten lidt ned. Jeg har jo som nævnt i det seneste indlæg lidt mange løb de næste par uger. Så hellere komme fint igennem, uden at der skal bruges for meget krudt på restitution bagefter. Heldigvis lod det til at der var mange der gjorde som jeg. Folk gik meget og brugte meget tid i depoterne. Desværre kom jeg også forbi nogen der havde negligeret kroppens signaler og derfor lå med drop og var helt væk. Det er det simpelthen ikke værd! På trods af at jeg nu skriver at jeg kom fint igennem må jeg sige at det nok var det fysisk hårdeste i min foreløbige løberkarriere, at komme igennem de sidste 12km. Grundet varmen fik jeg det dårligt når jeg prøvede at indtage noget af mit medbragte energi, så det blev kun til en gel i ny og næ, når jeg lige kunne overkomme det, og nogle salttabletter. Ellers stod den på frugt og vand i depoterne.

Billedet er taget efter ca 13 km, hvor jeg allerede er godt kogt. Bag mig løber min gode kollega Nicky der klarede sig flot igennem.

Dette rundet af med en solid forkølelse jeg har haft de sidste par dage gjorde altså turen til lidt af en udfordring! Men igennem kom jeg i 3.27 og det er jo fint. Jeg synes også lige jeg bør nævne den fantastiske tilskueropbakning der var i går. Det er altså næsten hele honoraret værd! 100.000 mennesker der bare giver den gas langs ruten og hepper hele vejen igennem. Det er virkeligt klasse! Den allerbedste af alle tilskuerne var min dejlige kone der for gud ved hvilken gang stillede op for at heppe på mig. Hun er støtter mig altid i disse fjollede projekter. Det sætter jeg uendeligt pris på, og det sætter virkeligt ting i perspektiv for mig.

I morgen står den på 1½times roligt løb og det glæder jeg mig til. Så kan jeg få arbejdet lidt af trætheden ud af benene og bare nyde en tur i skoven helt solo.

På trods af at jeg var meget fast besluttet på at jeg ikke skulle løbe Cph. marathon i år kom jeg alligevel i tvivl i går. De har lovet flot vejr, og det er jo ikke hver dag at man kan løbe i Københavns gader uden nogen forstyrrende biler. Indrømmet, der skal ikke meget til at overtale mig til at løbe et marathon! Så i formiddags tog jeg turen til Østerbro hvor jeg købte startnummer og fik hilst på coach Christian face to face. Det var rigtigt hyggeligt at mødt ham da vi jo ellers kun har haft med hinanden at gøre over nettet.

Nu glæder jeg mig helt vildt til at nyde den smukke tur i morgen sammen med rigtigt mange andre løbetosser, og et garanteret entusiastisk publikum!

Nu hvor den næste måneds tid bliver lidt mokket med marathon i morgen og næste søndag, samt 6 timers løb den 9. bliver jeg nødt til at tage den med ro i morgen. Der skal ikke løbes stærkt eller bruges for meget energi i det hele taget. Men det passer mig såmænd også fint. Hellere flere løb, og derigennem flere gode oplevelser, end løb hvor det hele går op i PR.