mandag den 18. marts 2013

Sydkystmaraton og næste uges træning


Gårsdagens maraton afsluttede en perfekt træningsuge for mig. Det vil sige at jeg nogenlunde overholdt planen (der skal være plads til fleksibilitet i mit træningsprogram), jeg løb alle mine ture efter pulsen i et lavt tempo og jeg fik sat godt med træningskilometer ind på kontoen uden at min krop har brokket sig mere en den burde. Det er rart at jeg efter så mange måneder med træningen på vågeblus kan skrue så meget op uden at faldehelt fra hinanden, men det minder mig også om ikke at blive overmodig. Der skal fortsat bygges stille og roligt på og så skal jeg nok nå tilbage til sidste års gode form inden længe.

Det fine resultat af anstrengelserne
Løbet i går var en rigtig dejlig oplevelse. De første 4-5 kilometer gik i selskab med nogen af de rutinerede, herefter løb jeg for mig selv indtil der resterede ca. 4 kilometer hvor jeg blev indhentet at Claus Ø, en super rutineret marathonløber med over 300 marathonløb på cv’et og den debuterende Helle der havde disponeret meget bedre end jeg og løbet et flot maraton i jævnt tempo. Jeg havde fornøjelsen af at følges med dem det sidste stykke og på hjul af Claus Ø er det ingen sag, der er så meget humør og talen at al den dårlige fokus ryger i glemmebogen. Samtidig var det en fornøjelse at se den debuterende unge dame ramme målstregen. Det er store følelser der kommer op i en når det første maraton gennemføres, det er en oplevelse man aldrig glemmer, og det er så stort at se andre få den oplevelse!

Løbet som sådan blev afholdt i, som altid når Greve Trim står for marathonløb, perfekte rammer både hvad angår depot, vejvisere og alt det andet. Vejret viste sig fra den lidt udfordrende side og den hårde vind gjorde bestemt ikke turen nemmere. Kulden generede mig som sådan ikke, men det skyldes jo nok at jeg fredag/lørdag havde taget en udendørs overnatning i det sydsvenske i -15 grader, så jeg var hærdet! J


Weekendens midlertidige bolig i det svenske. Tænk at man kan få fuldstændig fred fra verden bare 45 minutters kørsel fra Helsingborg.
Denne uges træning kommer til at være lidt anderledes end den foregående. Antallet af træningstimer bliver nogenlunde det sammen, men jeg har besluttet at tage et par maratonløb som træningspas for simpelthen at få indarbejdet noget udholdenhed i benene. Derfor kommer det til at se nogenlunde således ud:

Mandag: Fri

Tirsdag: 1 times løb (muligvis på løbebånd) for at løsne lidt op i benene.

Onsdag: Fredskov maraton ca. 4 ½ time.

Torsdag: Fri

Fredag: Fri

Lørdag: Running2Venus cannonball marathon ca. 4½ time.

Søndag: ½ times luntetur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar