24run i Holte

Ultraløb er en uforudsigelig størrelse hvor det aldrig går som man regner med. Og løbet i Holte i går blev ingen undtagelse! Løbe- og energistrategi var, som jeg skrev forleden, på plads og mentalt var jeg hvor jeg skulle være.

De sidste stumper bliver gennemgået inden start.

Ditte og Rosa var taget med ud for at sende mig godt af sted, og inden starten fik jeg hilst på en herre jeg havde mødt i Skodsborg i tirsdags. Han skulle løbe 24 timer – respekt for det! Der var i det hele taget god stemning og folk var spændte og forventningsfulde.

Lige inden startskuddet lød, sagde speakeren at ”det kun er noget vi leger” når vi kaster os ud i den slags udfordringer. Og med den ringende i baghovedet gik starten. Som arrangørerne havde lovet var det en temmelig krævende rute. Flis stier, knoldede skovstier og gode bakker nåede man ud på inden man rundede de godt 2,5km af på centers banen. Jeg kom til at følges de første ca. 2½ time med en fyr der hed Peter. Han havde for første gang kastet sig over 6 timers løb. Han havde løbet 50 km i Albertslund hvor jeg løb 100km, så med udgangspunkt i det gik snakken lystigt, og jeg fik ikke helt holdt fokus på tempoet hvilket resulterede i et lidt opskruet tempo. Det første lille brud på planen skete efter ca. 2½ time. Peter var smuttet i depot og jeg løb videre. Lige pludseligt mærkede jeg et stræk i baglåret hvorefter en varme bredte sig samme sted. Det første jeg tænkte var ”fibersprængning”. Derfor satte jeg tempoet gevaldigt ned og luntede af sted. Lidt efter kom Peter susende forbi i god stil. Jeg endte med at komme helt ned at gå og straks begynde den lille djævel på skulderen at tale om at udgå, men jeg besluttede mig ret hurtigt for at jeg, hvis ikke benet blev værre, ville fortsætte med at gå og nå de 50km. Næste gang jeg passerede depotet var Peter stoppet med problemer med hoften, utroligt ærgerligt men flot resultat med godt 40 km alligevel, og tak for super selvskab!



Her kommer Peter, Claus Posemand Rasmussen der kom på en flot 2. plads i 24 timer solo, og jeg løbende på banen.

Samtidig tog jeg mine lårkompressitonsdimser af hvilket nærmest øjeblikkeligt fjernede smerten fra baglåret! Min teori er at den elastik der holdt dem på plads har klemt nerverne i baglåret og udløst smerterne. Så nu er de i hvert fald arkiveret og ude af min løbegaderobe. Jeg tog dog ingen chancer herefter og gik/løb den næste 1½ times tid. Og her skete den næste kovending i løbet. Jeg blev overhalet af en fyr som jeg kunne genkende. Han løb sidste efterår 6timers løb i Albertslund ligesom jeg, han gjorde det bare i bare fødder! Jeg løb op til ham for at spørge hvorfor i alverden han i dagens anledning havde taget sko på? Det viste sig at de skulle testes mhp. at bruge dem til 100km Nordvest! Og så var der jo virkeligt lagt i kakkelovnen til en ordentlig lang snak om forberedelser frem imod det løb. Så Mads og jeg fulgtes ad et godt stykke og det var virkeligt hyggeligt! Efter lidt tid gik han i depot og jeg luntede videre, han overhalede mig på ny og jeg spadserede videre. Også tak for en hyggelig snak til dig, og jeg glæder mig til vi ses den 18. august på startstregen! J.

Da jeg passerede speakeren med godt en halv time tilbage af løbet, hørte jeg ham sige at det lå tæt mellem nummer 5-6-7. og jeg lå 7’er. Det fungerede fuldstændigt som en rød klud, og jeg satte tempoet op. Jeg havde jo slet, slet ikke løbet mig ud, og jeg besluttede mig for at presse baglåret lidt og gi den noget gas.

Det er naturligvis ikke helt så ligetil at sætte tempo på, jeg havde jo trods alt været i gang i næsten 5½ time og kroppen var ret øm. Men det er virkeligt et skoleeksempel på hvordan ultraløb kan tage fusen fuldstændigt på en. Under et marathonløb får man typisk kun en enkelt krise hvis nogen overhovedet. Ultraløb byder på flere op- og nedture i alle former og størrelser.

Men jeg kom altså op og løbe et tempo der svarede til mit udgangstempo godt og vel. Det betød at jeg fløj forbi de foranliggende og at jeg endte med at tilbagelægge godt 58 kilometer på en dag hvor jeg gik i godt 1½ time!



Mht. udstyret må jeg altså sige at kompressionsudstyr fra Compressport foreløbigt er lagt på hylden. Jeg har nemlig også oplevet det samme problem med deres kompression til læggene, uden dog at tillægge det så megen opmærksomhed. Med dem har det bare været tilhæftningerne i læggen der blev generet. Så jeg regner med at gå tilbage til mine CEP kompressionssokker, som jeg vel egentligt ikke har været gået helt bort fra.

Her undertegnede med masser af overskud.

Det gik super fint med Inov-8 trailskoene, ikke en eneste vabel blev det til, så det er virkeligt opløftende!



Det var ikke så varmt i går men jeg synes at jeg havde problemer med at få væske nok indenbords, og jeg skal nok til at opjustere mit væskeindtag under så lange ture. For når først man er ved at dehydrere kræver det utroligt meget at få det stabiliseret igen.

Det var naturligvis ærgerligt med baglåret for set i bagspejlet kunne jeg have endt omkring 1. pladsen hvis jeg kunne have holdt tempoet. Men det er jo på ingen måde det der betyder noget. Det vigtigste er at jeg slet ikke mærker noget til det i dag og kan fortsætte min træning som planlagt. Det endte altså med at blive et rigtigt godt træningspas, hvor både det fysiske og det mentale blev udfordret.



Så alt i alt var det en rigtig god dag, og en dag hvor jeg blev utroligt meget klogere på mig selv og mit udstyr. Jeg fik hurtigt vundet over lysten til at udgå og revurderede planen med det samme, og satte mig et nyt realistisk mål. Det er jeg virkeligt stolt over og det lover godt frem imod 100km Nordvest.