I dag bød på en stille og rolig tur hvor der skulle løbes i
jævnt tempo med lidt bakker. Jeg lagde ud med temmelig stive ben. Jeg kunne
fristes til at give gårsdagens hviledag skylden, men jeg er rimeligt sikker på at
årsagen er af mental karakter. Jeg har tit oplevet at jeg næsten ikke kan slæbe
mig af sted når træningspassene er så ”korte”. Jeg tænker at det ikke er
besværet værd. Jeg ved dog godt at disse træningspas giver en masse på den
lange bane. Men alligevel… Så de første par kilometer slæbte jeg mig af sted,
indtil jeg tog mig selv i nakken og fik lidt fart på, så intensiteten kom i
nærheden af det acceptable. Så resultatet endte med at blive helt fint. Pyt med
hvor langt jeg løb. Det vigtige er at holde det mentale fokus. Og selvom det
synes minimalt på sådan en ganske almindelig tirsdag så er det den slags små
mentale sejre der gør en hård når det virkeligt brænder på ude på de rigtigt
lange løb.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar