mandag den 28. maj 2012

Pinsemarathon i Skodsborg


I går gik turen atter engang til Skodsborg hvor der var Pinsemarathon. Der var igen flot fremmøde, vejret viste sig fra sin bedste side så det lovede godt for en dag i skoven. Heldigvis er der jo dejlige mængder skygge i skoven, en væsentlig forskel fra sidste søndag hvor vi blev stegt fuldstændigt i Københavns gader. Der blev småsludret og hygget som sædvanligt, hyggeligt at tale med nogen af lidelsesfællerne fra Cph. Jeg var lidt spændt på hvordan kroppen artede sig i dag, da det ikke er så tit at jeg løber to marathon med så kort tid imellem. En anden usikkerhed var at jeg ville løbe i mine nye trailsko fra Inov-8. Det er indtil videre kun blevet til lidt småture i dem, men det skulle jo prøves. For at bringe mig selv yderligere på gyngende grund blev løbet også den første tur med ny løberygsæk, samt første test af nogle kompressionsdimser til lårene. Så i dag blev undtagelsen der bekræfter reglen om at jeg normalt gennemtester alt udstyr, og altid vil være fuldstændigt på den sikre side inden jeg kaster mig ud i længere løb.

 Jeg lagde derfor roligt ud for lige at mærke efter at det hele nu sad som det skulle. Det lod det til og fandt ind i mit normale tempo, og så kørte der ellers derudad.

Heldigvis blev jeg ikke straffet for hårdt for min dumdristighed, kompressionen og tasken virkede aldeles upåklageligt. Det gik også fint med skoene med undtagelse af temmelig stive lægge dagen derpå samt en enkelt blodvabel på venstre forfod. Men det var nådigt sluppet. Benene var helt sig selv og jeg kom fint igennem, med stor hjælp fra Dyrehavens skyggefulde træer.
Nathan HPL 020 Race Vest

Efter målgang blev der tanket op i depotet, hvor Jerk havde sørget for øl til marathonløberne – virkelig høj klasse på sådan en lun dag.

I dag er blandt andet gået med en dejlig gåtur i skoven med mine forældre, min kone og vores datter. - Så bliver aktiv restitution ikke bedre. J
Med familien i skoven

Nu er næste mål ud i fremtiden 6timers løb i Holte den 9. juni. Det vil sige hvis jeg kan holde mig væk fra Grundlovsdag marathon i Skodsborg… Alle de fristelser, jeg vægter lidt for og imod i disse dage. Men du kan nok gætte i hvilken retning pilen drejer…

I morgen står den på 1½ times intervaller langs Kystvejen, så der skal knokles!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar